Hver fjerde forbruger har boykottet et varemærke som følge af en skandale eller negativ omtale.
Når produkter rammes af negativ omtale så falder en portion af forbrugerne fra, og holder op med at benytte det varemærke midlertidigt eller permanent. Det viser en undersøgelse som analysefirmaet YouGov står bag.
Når Samsung sidste år reagerede på problemerne med rygende batterier i Note 7 med at tilbagekalde alt hvad der var solgt, så handler det også om beskyttelse af eget varemærke.
En tilbagekaldelse kan dog i sig selv have en negativ påvirkning af forbrugernes opfattelse af et varemærke, så det må følges op af kampagner der genskaber tilliden.
Vejen tilbage kan være lang
Men er et varemærke først lagt på is af “brandboykotterne” er vejen tilbage meget lang. 69% af dem, der er stoppet med at anvende et varemærke, bruger det stadig ikke, og kun 4% anvender det lige så meget som tidligere.
De tre primære årsager til at droppe et varemærke er hvis selskabet er indvolveret i sager om skatteomgåelse og –unddragelse (47%), miljøskade (46%) eller dårlig behandling af dyr (40%).
37% har boykottet et varemærke på grund af en negativ indvirkning på sundheden, og 34% har vendt ryggen til et varemærke på grund af fejlbehæftede produkter/tilbagekaldelse af produkter.
Fra rapporten ”The Brand Boycotter – Denmark” af YouGov