Forside * Nyheder

Discovery og DR deler OL

-
Foto: Discovery Networks

Discovery Networks Danmark og DR deles om dækningen af vinter-OL i 2018 i PyeongChang, Korea, samt sommer-OL i 2020 Tokyo, Japan.

Discovery har rettighederne til OL, både vinter og sommer, frem til år 2024. Nu er de nået til enighed med DR om at dele rettighederne for de første to OL.

De to parter deles om at transmittere fra vinter-OL i PyeongChang (Korea) i 2018 samt sommer-OL i Tokyo (Japan) i 2020.

Annonce:

”Vi er enormt tilfredse med, at det nu er lykkedes at finde en aftale med DR, som sætter seeren i centrum. Aftalen giver alle OL-fans chancen for at følge OL på den måde, der passer dem bedst og på den skærm, de foretrækker. Vi er samtidig meget glade for, at kunne tilbyde fuld adgang til samtlige begivenheder på vores Eurosport Player samt for at have eksklusiv adgang til tennis, cykling og ishockey på tv”, fortæller Anders Antonsen, SVP Nordics Sports, Discovery Networks Danmark.

Discovery beholder selv eksklusive rettigheder til halvdelen af de olympiske discipliner ved de to Olympiske Lege, inklusive ishockey, landevejscykling og tennis. Samtidig vises alle discipliner fra begge Olympiske Lege på Discoverys kommende streamingplatform, Eurosport Player.

 

FAKTA: Sådan forledes OL-rettighederne

Discovery – TV

Med aftalen får Discovery Networks Danmark eksklusiv adgang til live-dækning af 50 pct. af disciplinerne ved vinter-OL i 2018 i PyeongChang, Korea, samt ved sommer-OL i 2020 i Tokyo i Japan. Discoverys eksklusive rettigheder omfatter bl.a. ishockey, landevejscykling og tennis. I tillæg til de ovennævnte discipliner får Discovery også adgang til de håndboldkampe, der ikke har dansk deltagelse eller er semifinaler og finale. Discovery får endelig også adgang til tidsforskudt at sende de OL-begivenheder, som DR har eksklusiv live-adgang til.

Discovery – Digitale og mobile platforme

Discovery kan vise alle discipliner live og forskudt fra begge Olympiske Lege på Discoverys kommende streamingplatform, Eurosport Player.

DR – TV

DR får på sin side eksklusiv adgang til at live-dække de andre 50 pct. af de to Olympiske Lege, inklusive alle håndboldkampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finale i håndboldturneringerne. DR får desuden adgang til tidsforskudt at sende de OL-begivenheder, som Discovery har eksklusiv live-adgang til.

DR – Digitale og mobile platforme

DR kan live-vise fra de discipliner, DR har eksklusive tv-rettigheder til. Øvrige discipliner kan vises forskudt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.