Matt Groening (bill.), der revolutionerede tv-tegnefilm med ’The Simpsons’ og også gav os ’Futurama’, er nu klar med sin næste satsning.
Det bliver Netflix, der lægger platform til den nye animationsserie, der er rettet mod voksne. Det skulle man ellers ikke tro, når man hører om konceptet, for serien foregår angiveligt i et fantasy-univers, men har fået et skud af Groenings vanlige kynisme.
Derfor har serien også navnet ’Disenchantment’, et ord, der direkte oversat betyder ”af-fortryllelse”, men som i daglig brug blot betyder ”skuffelse”.
Ifølge Netflix kommer serien til at foregå i kongeriget Dreamland, hvor vi følger den semi-alkoholiske prinsesse Bean, hendes nisseven Elfo og hendes personlige dæmon, Luci. Det er Abbi Jacobson, som nogle måske kender fra ’Broad City’, der lægger stemme til Bean.
Groening udtaler, at serien handler om ”livet, døden, kærlighed, sex, og hvordan man kan blive ved med at grine i en verden fuld af lidelse og idioter, til trods for hvad vise mænd, troldmænd og andre dumme stoddere siger”.
De første ti afsnit får i vanlig Netflix-stil premiere på én gang til næste år.