Det kunne ikke betale sig at lave møgdyre luksus-telefoner med begrænset funktionalitet til ultrarige blærerøve.
Vertu, firmaet, der i årevis har specialiseret sig i netop dette, er ikke mere. Det skriver Financial Times.
Det var oprindeligt Nokia, der i 1998 kørte Vertu-mærket frem som et luksus-alternativ til deres normale telefoner og smartphones. På det tidspunkt havde Apple dog allerede sendt iPhone på gaden, og dermed forandret, hvordan folk ville have deres smartphones.
Det var et skift, som Nokia som bekendt aldrig rigtig kom tilbage fra, og i 2012 blev Vertu derfor solgt til en privat investeringsfond. I 2015 blev firmaet så igen solgt videre til Godin Holdings i Hong Kong.
Tidligere i år blev Vertu så købt af Murat Hakan Uzan fra Tyrkiet for 50 millioner britiske pund, men han kunne ikke redde virksomheden fra den angivelig 138 millioner pund store gæld, firmaet havde fået bygget op.
Firmaet blev sat under administration og de facto erklæret konkurs. Uzan forsøgte at købe firmaet tilbage under konkursen, men hans bud blev afslået. Og eftersom administratorerne ikke er lykkedes med at finde en anden løsning, heller ikke gennem en nyligt indgået aftale om deling af teknologi med kinesiske TCL, bliver firmaet nu likvideret.
Der er omkring 200 stillinger i Vertu, som alle bliver nedlagt.