TV’et blev opfundet af en skotte.
Men det var amerikanerne, der gjorde tv’et til den mest dominerende underholdnings- og informationsplatform i det 20. århundredes sidste halvdel. I USA elsker man tv, og det er derfor et sikkert tegn på forandring, når antallet af tv’er i folks hjem nu falder.
Vi har længe vidst, at antallet af kabel-tv-abonnementer var på retur i den vestlige verden. Men nu falder antallet af tv-apparater i brug også. Det skriver Recode.
En ny undersøgelse fra den amerikanske regerings energistyrelse viser, at det gennemsnitlige antal af fjernsyn per husholdning i USA er faldet fra 2,6 i 2009 til 2,3 i 2015. Tallene for 2016 er stadig ikke klar. Omkring 57% af den amerikanske befolkning sagde, de har et eller to tv-apparater i hjemmet, mod næsten 70% i 1997.
Behovet for tv-apparater hænger naturligvis sammen med, hvordan vi ser det indhold, der normalt er at finde på tv’et. Og det er som bekendt under kraftig forandring.
Ifølge tal fra Nielsen er antallet af timer, der bliver brugt ugentligt på at se indhold på et rigtigt tv i amerikanske husholdninger, faldet fra over 60 til under 57 på de sidste fire år.