30.000 Glenten-medlemmer får nu tilbudt sikkerhedspakker.
Glentevejs Antennelaug, der med 30.000 medlemmer er Danmarks største uafhængige antenneforening, opruster nu på internet-sikkerheden.
Et nyt partnerskab med sikkerhedsfirmaet Chili Security giver Glentens medlemmer mulighed for at installere billige sikkerhedspakker med bl.a. antivirus og firewall.
Tiltaget sker bl.a. som en konsekvens af, at flere og flere danskere i stigende grad oplever identitetstyveri, virus og hackerangreb. Senest eksemplificeret ved den verdensomspændende WannaCry ransomware-kampagne, hvor også Danmark var under angreb.
“Internetsikkerhed er aktuelt som aldrig før. Med partnerskabet med Chili Security, der bl.a. anvender et af verdens førende antivirus software fra Bitdefender, og har dansk support til sent om aftenen, så har vi dækket vores medlemmer rigtig godt ind – og til en yderst fordelagtig pris. Samtidig er det et partnerskab dybt forankret i den fynske muld”, fortæller Søren Skaarup, formand for Glentevejs Antennelaug.
Udover firewall, antivirus og IT-support får foreningens medlemmer også adgang til Chili Cloud, som er sikkerhedsfirmaets pendent til Dropbox. Det er lagerplads i skyen, men her underlagt den strengere danske persondatalovgivning.