Kan du huske de såkaldte ’Gamebooks’?
Det var dem, der i 80’erne og 90’erne havde titler som ’Du er hovedperson i…’ og ’Sværd og Trolddom’.
Her kunne man selv bestemme handlingen i bøgerne, i hvert fald i det omfang, man kunne vælge forskellige handlingstråde, der ofte ledte til forskellige slutninger.
Det koncept har Netflix nu genoplivet. Der kommer nu en række interaktive film til børn på Netflix, hvor ungerne kan ændre handlingen ved bestemte ’Choice Points’, hvor de skal vælge, hvad hovedpersonen vil gøre.
Den første film er netop blevet sluppet løs. Det er en film med DreamWorks Animation-karakteren Puss in Boots, bl.a. kendt fra ’Shrek’-serien. Filmen har det passende navn ’Puss in Book: Trapped in an Epic Tale’, og som titlen antyder, er vores hovedperson fanget i eventyrbog, som han skal forsøge at komme ud af.
Det er det, børnene så skal hjælpe ham med via forskellige, binære valg med fjernbetjeningen. Senere på sommeren kommer der så en film med stop-motion-karakteren Buddy Thunderstruck, der allerede har sin egen serie på Netflix. Hvis du allerede kender serien, vil du vide, at den er lavet til børn af de samme gale hjerner, der står bag ’Robot Chicken’.
Der er endnu flere vælg-selv-handlingen-projekter fra Netflix til efteråret, herunder ét baseret på legetøjsfiguren Stretch Armstrong. Oprindeligt er det en dukke, hvis arme og ben kan strækkes temmelig langt, og den får altså nu sin egen historie med inputs fra seeren.
Nu er teknologien klar
Men hvorfor kaster Netflix sig overhovedet ud i den slags? Ifølge Carla Fisher fra Netflix er det fordi, ”…teknologien nu er klar til det. ” Hun er Director of Product Innovation på børneområdet for Netflix og siger i en kommentar til Recordere, at ”det er først nu, infrastrukturen er hurtig nok.”
Indtil videre har det simpelthen taget for lang tid at sætte gang i en Netflix-afspilning til at man kan få en glat oplevelse ud af denne slags interaktive fortællinger. Når først valget er foretaget, skal der ikke gå for lang tid, inden historien fortsætter, ellers mister man børnenes opmærksomhed.
De interaktive fortællinger er netop rettet mod børn, fordi voksne jo allerede svælger i interaktive fortællinger i form af narrative computerspil til konsoller og pc’er. Men der er ikke ret mange til børn, og især ikke ret mange, der ikke kræver hjælp fra en voksen.
Men Fisher siger dog, at computerspillene faktisk har spillet en rolle alligevel i udviklingen af konceptet. ”Vi har haft en del fokusgrupper i gang, der viser at både børn og voksne elsker de her valg. Men det er faktisk fordi, narrative computerspil er så udbredte, at vi tror på, det bliver et hit.”
Foreløbig virker de nye, interaktive videoer kun i Netflix-app’en på visse smart-tv’er, samt på iOS.