Roskilde Festival danner i disse dage rammen om en teknologisk europapremiere.
I samarbejde med netværksleverandøren Huawei live-tester teleselskabet 3 i disse dage teknisk udstyr, som senere vil kunne bruges til udrulning af 5G.
De foreløbige målinger viser, at 3 kan firdoble hastigheden i musikområdet med det nye udstyr kaldet Massive MIMO.
5G forventes først lanceret til den bredere befolkning i 2020, men teleselskabet 3 giver et glimt af fremtiden på dette års Roskilde Festival, som netop er skudt i gang.
Til denne lejlighed har 3 i samarbejde med den globale netværksleverandør Huawei importeret Massive MIMO (multiple-input and multiple-output) -udstyr, som sættes op i fem master i musikområdet på festivalen.
Indtil nu har Massive MIMO kun været testet i mindre skala, og Roskilde bliver således den første kommercielle test af Massive MIMO i Europa, hvor udstyret skal være med til at supportere netværket på en større begivenhed med mere end 10.000 deltagere.
”Massive MIMO betegnes som nøgleteknologi til implementeringen af 5G, når den tid kommer. Vi er derfor meget begejstrede for at kunne teste det allerede nu. Det kan vi, fordi udstyret er kompatibelt med det spektrum, vi har i 2600 mHz TDD-båndet. De foreløbige målinger viser fremragende resultater, hvor vi leverer download-hastigheder, som er fire gange højere end leverancerne på samme master ved sidste års festival”, fortæller Stefan Ring Støhrmann, som er ansvarlige for 3’s netværk på Roskilde Festival.
Fire gange hurtigere
Gennemsnitlig brugers download-hastighed på masterne med Massive MIMO: 30 Mbps.
Gennemsnitlig brugers download-hastighed på masterne, når Massive MIMO er slået fra: 7,7 Mbps.
Følgende telefoner understøtter p.t. Massive MIMO: iPhone 7/7 Plus, Sony Xperia XZ samt Huawei P9, P10 og Mate 9 pro.
Øvrige smartphones vil på Roskilde istedet forbinde med 3G eller 4G.