Der er langt imellem produkterne fra Sonos, men når de så kommer, kan man altid regne med at de er gennemtestede og i en rigtig god kvalitet. Vi har derfor spændte testet den nye Sonos PLAYBASE som kan købes i butikkerne fra i dag.
Recordere.dk har i de sidste uger testet den nye Sonos PLAYBASE, der er klar i butikkerne i dag. Sonos PLAYBASE er en soundbase, som er ment som en højttaler du stiller dit TV på. Sonos har lavet en markedsundersøgelse, der viser at rigtigt mange ikke hænger deres fladskærm på væggen, og mener derfor der er en plads i markedet til sådan et produkt.
Vi modtog vores PLAYBASE op til en weekend, og havde derfor masser af tid til at teste den med både TV, Film og de mange streamingtjenester som Sonos understøtter.
Udpakning og installation
Sonos PLAYBASE kommer i en flot kuffertlignende papkasse, der elegant lukkes op i enderne med et let genbrugeligt låsesystem. I kassen finder vi udover højttaleren, et strømkabel, et ethernet kabel og et Toslink optisk kabel, der skal bruges til at forbinde med TV’et.
Der ligger også diverse manualer, ligesom der på toppen af kassen er sådan et lifestyle katalog, hvor man kan blive inspireret, hvis man har lyst til at møblere stuen om samtidigt.
PLAYBASE vejer 8,6 kg., og inde i det ellipseformede kabinet 58 x 720 x 380 mm, finder man 10 drivere, der består af 3 tweeters, 6 mid-range, en lille subwoofer, der er fladt monteret, og så monteret med en smart S-port, som giver en spredning af bassen.
På toppen af PLAYBASE finder man de samme touchknapper som man kender fra den nye PLAY:5 model, hvor man kan play/pause, og styre volume op/ned, ligesom man ved at swipe i frem eller tilbage retning kan skifte til næste eller forrige nummer.
Hele forsiden og ca. 50% af siderne er dækket af over 43.000 huller i forskellige størrelse, som udgør højttalergitter, og på venstre side af højttaleren har man Sonos opsætningsknap. På bagsiden finder man i en lille hule et strømstik, en ethernetport samt den optiske indgang.
Opsætningen af Sonos PLAYBASE, er som alle andre Sonos produkter superlet, Man ser den nye højttaler i sin app, og sætter den op via app’en. Hele øvelsen tager højst 5 minutter, hvis man har et TV med en infrarød fjernbetjening. Det har vi så ikke. Vi har et LG OLEDB6, der har bluetooth fjernbetjening, så vi måtte igennem google, Sonos forum og en større håndfuld tråde før vi fandt løsningen. Det er naturligvis ikke Sonos skyld at LG ikke har infrarød, men her vil jeg anbefale Sonos at have en side, der forklarer “specielle TV” problemstillinger. Men det virker fint nu, da LG’s TV har en infrarød sender, som Playbase kan modtage fra, når man bare fortæller Sonos at det er en Philips model 4 fjernbetjening man har.
Efter installationen kan man så bruge Sonos True Play kalibrering, for at presse det sidste ud af højttaleren.
Hvordan lyder den
Jeg startede med at lytte til PLAYBASE uden at kalibrere den med True Play. Mest af alt for at have en neutral reference. Og de ti drivere i PLAYBASE skuffer ikke. Ok, den har en tendens til at være lidt spids i diskanten, men det er let at justere, men kigger man på hvordan den lyder som indstillet fra fabrikken, så er jeg meget imponeret over den bredde der er i sweetspot, og hvor godt den lille indbyggede subwoofer kan følge med. Det er klart, at når man spiller højt, så kommer bassen til kort, men til almindeligt musik klarer den sig fint uden hjælp fra en Sonos SUB.
Som altid bruger vi meget forskelligt musik, og f.eks. Sade “Soldier of Love” i FLAC spiller rigtigt godt, både bas og Sades bløde stemmer kommer fint frem, og i Andreas Vollenweiders “Bella Donna” lyder både synthesizer og harpe i fin harmoni.
Pink Floyd “Time” fra “Dark Side of the Moon” gav mig kuldegysninger på den positive måde. Jeg var overrasket over hvor bredt de larmende ure nåede ud den lave højttaler. Ja, i det hele taget, så er jeg kort sagt imponeret over lyden uanset hvad musik du kaster efter Sonos PLAYBASE.
Efter en hurtigt kalibrering med Sonos True Play, fik mellemtonen endnu mere plads, og sammenligner man med Sonos PLAYBAR som vi også har anmeldt, så er der altså mere bund og dybde i PLAYBASE. Selvom Sonos selv mener at de to produkter er meget ens, så er der altså forskel når man smider en subwoofer ind i højttaleren.
Hvad så med TV Lyd ?
PLAYBASE er jo bygget til at overtage højttalerne i TV’et, og det gør den super godt. Når det optiske kabel er sat til, og dit TV er sat op til at bruge den eksterne højttalere, får du en meget klarere lyd.
Jeg nød X Factors sidste to udsendelser med PLAYBASE under TV’et, og der er det klart at 10 drivere lyder bedre end de ofte for små højttalere, der er i et fladskærms TV.
Endnu bedre er det når man sidder og ser f.eks. presselogen på TV2 News, og folk har en tendens til at mumle. Der har Sonos en “dialog funktion”, som gør at stemmer kommer klarere igennem. Det virker, og især ved lav lydstyrke får du en klarere dialog ud af TV’et med funktionen slået til.
Er det sent om natten, så har PLAYBASE også en “Night” funktion, hvor bas og lydstyrke dæmpes, mens tale stadig er tydeligt. Ikke noget jeg kommer til at bruge meget, da jeg hellere vil lukke døren.
Hvad så med 5.1 lyd ?
Inden vi starter, så lad os nu bare én gang for alle slå fast. Nej, Sonos PLAYBASE har ikke HDMI, og nej, Sonos PLAYBASE understøtter ikke nyere HD lydformater, men kan vi så ikke også lige med det samme slå fast, at dem som gerne vil have det, har en stor surround receiver, samt de højttalere der skal til for at afspille HD lyd. Og at Sonos PLAYBASE er til dem som bare gerne vil have god lyd uden alt for mange kabler og besvær.
Sonos havde været så flinke at låne os to PLAY:1 højttalere, så vi kunne teste 5.1 lyd, og efter installationen af de to ekstra højttalere, så så vi frem til at teste 5.1 indhold.
Vi brugte vores PLEX mediecenter, og den indbyggede PLEX klient i vores LG OLED TV, og så valgte vi et par gode referencefilm at teste med.
Startede mildt med Luc Bessons 5’te element, og Eric Serra’s fantastiske soundtrack. Dialogen virkede til tider lidt fjern, men ellers var det en fin oplevelse at se med PLAYBASEN.
Det samme gælder Planet Earth II, som har et flot soundtrack, der ikke er så krævende for surround. Men som nød godt af de to ekstra højttalere. Til gengæld var dialogen rigtigt god.
Vi så også Star Wars film, og der virkede surround godt.
Jeg inviterede flere hjem, og så bl.a. traileren til den kommende “Mummy” film med Tom Cruise, og der spillede Sonos’ 5.1 lyd virkeligt godt.
Generelt, er det er ikke sådan jeg falder ned af stolen af begejstring af 5.1 lyden på Sonos. Det gjorde jeg heller ikke med PLAYBAR, men det opfylder klart størstedelen af forbrugernes behov, mens mange feinschmeckere stadig vil foretrække et rigtigt surround anlæg.
Til gengæld blev jeg ret glad for Sonos implementering af 5.1 musik. De samme numre som jeg testede ovenfor på PLAYBASE alene, blev absolut ikke dårligere af at have fået to baghøjttalere til at støtte op.
Konklusion
Sonos PLAYBASE er en superfed højttaler. Den spiller rigtigt godt, og selvom jeg ikke har et TV at sætte ovenpå den, ville jeg da klart overveje at stille den under mit væg-monterede TV. For lyden er klart bedre end det som kommer ud af TV’et, og det er ikke altid jeg orker at tænde op for min reciever bare for at se X-factor, eller mange af de TV-serier som der sendes.
Stod valget mellem PLAYBAR og PLAYBASE, og havde jeg pladsen under TV’et, så ville jeg klart vælge PLAYBASE, der med den indbyggede subwoofer giver et dybere lydbillede, uden man skal investere i en ekstern Sonos SUB også.
PLAYBASE er stor, men har du et TV stående på et møbel, så kan jeg kun anbefale at du kigger på SONOS nye højttaler. Prisen er den samme som PLAYBAR.
Sonos brede support for musiktjenester og internet radio, gør dem til en af de vigtigste spillere med et bredt økosystem, og deres fortsatte support og opdatering til alle deres tidligere modeller gør at en investering i Sonos sagtens kan leve i rigtigt mange år frem i tiden.
Jeg er ihvertfald begejstret.
Pris og levering
Sonos PLAYBASE kan købes fra i dag til 5.999 kr., og aktuel dagspris kan ses her. Sonos PLAYBASE fås i både sort og hvid.
Specifikationer
Audio
- Amplifier – Ten Class-D digital amplifiers
- Ten Driver Speaker System
- Six midrange, three tweeters, and one woofer, all custom designed for the speaker’s acoustic architecture
Power & Networking Power Supply
- AC 100-240V, 50-60
Ethernet Port
- 10/1000Mbps Ethernet port
System Requirements
- TV with optical audio output. Broadband Internet. Sonos Controller App
Physical
- Dimensions – H x W x D 2.28 x 28.35 x 14.17 in. (58 x 720 x 380 mm)
Weight
- 18.85 lbs. (8.6 kg)
Top-Panel Touch Controls
- Volume, Play/Pause, Next Track, Previous Track