Samsung ønsker QLED bliver det nye fælles navn for alle Quantum dot teknologier.
QLED skal være det navn alle bruger, om TV med Quantum dot displayteknologi. Det fortalte Samsung i dag på et QLED-seminar i Frankfurt, som recordere.dk deltog i.
QLED er en forkortelse for Quantum dot Light Emiting Diode. I dag er det LCD-displays med LED bagbelysning og et Quantum dot filter foran.
Modsat almindelige LED TV der benytter hvid bagbelysning, så er bagbelysningen blå i QLED, og filteret foran består af elementer der kan lade det passere, eller konvertere lyset til hhv. rød eller grøn farve. På den måde skabes grundfarverne rød, grøn og blå.
QLED Alliance og åben navn
Forleden dannede Samsung et nyt QLED Alliance i Kina, hvor fabrikanterne Hisense og TCL deltager sammen med de største kinesiske forhandlere af TV-produkter. Den forening er foreløbig kun for Kina, men viser at Samsung ønsker QLED-navnet udbredt bredere.
De har i den forbindelse droppet eneret på varemærket. Istedet ønsker de en åben standard, hvor alle der benytter Quantum dot LED kan kalde det for QLED.
Så der bliver LED TV, OLED TV og QLED TV på markedet.
Ny QLED konkurrent til OLED i horisonten
I dag er QLED kun LCD-varianten med bagbelysning. Den variant kaldes for QLED-PL hvor PL er en forkortelse for Photo Luminance. Altså noget der skal belyses, for at afgive lys.
I fremtiden, og her taler vi mindst 2-3 år ude i fremtiden, der kommer en ny variant kaldet QLED-EL, hvor EL er en forkortelse for Electric Light.
Sidstnævnte kan selv lyse op og skabe farverne i de enkelte pixels, ligesom på OLED (og plasma). Den teknologi ønsker Samsung også at favne under QLED-hatten, som en variant. Om den nye vil blive kaldet QLED+ eller andet er ikke besluttet endnu.
Men det nye med dagens udmelding er at 1) QLED-betegnelsen bliver åben for alle og 2) QLED vil både dække over dagens Quantum dot displays og fremtidens OLED-lignende QLED-displays.