Superheltene Daredevil, Jessica Jones, Luke Cage og Iron Fist har en del til fælles.
Ud over, at de alle kommer fra Marvel-universet og har deres egne serier på Netflix, vil de i sensommeren også kunne ses i gruppeform á la ’Avengers’ eller ’Justice League’. Og streamingtjenesten har netop sluppet den første egentlige teaser ud for serien, hvor vi ser de fire helte sammen via overvågningskamera i en elevator.
De fire superhelte kaldes til sammen ’The Defenders’, og introduktionen af dem alle via deres egne Netflix-serier har ledt frem til den nye serie, hvor de altså forsvarer New York mod kriminelle og ondsindede typer med superkræfter.
Serien får premiere 18. august, hvor Netflix som vanligt lægger alle afsnit ud på én gang.
Den sidste brik i superhelte-puslespillet er den relativt nylancerede ’Iron Fist’, der har fået massiv kritik for dels at være lettere racistisk og dels for simpelthen bare at være dårlig kvalitet. Ellers har de introduktionen af de tre andre superhelte været fine succeser, der altså nu kulminerer i en ensemble-serie til august.
Hvordan ved vi i øvrigt, at serien kommer 18. august? Det blev tweetet fra den officielle The Defenders-Twitterkonto, men det er måske lidt sjovere, at Jessica Jones hopper op og tager overvågningskameraet ud af drift, sådan at kameraet stopper med tidskoden 08:18:20:17, hvilket med amerikansk dato-format kan læses som 18. august 2017.
Fans af ’Daredevil’ vil genkende navnet på det firma, der huser elevatoren, Midland Circle Financial, som et firma, der har med ’The Hand’ at gøre – en asiatisk forbryderorganisation, der går gennem plottet på flere af serierne.
Samtidig er der blevet lanceret en del andet indhold, der skal bygge ’The Defenders’-universet op. F.eks. kan man se en IP-adresse i øverste, venstre hjørne på overvågningsvideoen. Den fører til den imaginære avis New York Bulletins arkiv-side, hvor man blandt andet kan se et interview med Joy og Ward Meachum fra ’Iron Fist’.
På samme side er der en bannerreklame for ’Iron Fist’-karakteren Colleen Wings karate-dojo, der fører til hendes hjemmeside, der er herligt kikset med vilje.
Det er alt sammen ret ’Iron Fist’-orienteret, men mon ikke det lykkes Netflix og Marvel at få det hele bundet sammen til august?