Når Google kommer med efterfølgeren til deres velanmeldte og populære Pixel-smartphone, kan de gå samme vej som Samsungs Edge-modeller.
Google havde problemer med at følge med efterspørgslen på især Pixel XL (hvilket måske er grunden til, at den ikke er officielt lanceret globalt endnu), og det har de lært af.
Ifølge to koreanske nyhedsmedier, Yonhap News og Electronic Times, vil Google nu investere 875 millioner dollar i LG Display for at sikre en stabil leverance af OLED-skærme til deres telefoner. Google havde tilsyneladende svært ved at få skærme nok til det antal smartphones, de gerne ville producere.
Flere kilder har peget på, at Apple har samme problem, og at det er derfor, den nye jubilæums/luksus-iPhone, der kommer til efteråret, kun kommer i et begrænset oplag.
Det er dog i både Googles og Apples tilfælde ikke bare almindelige OLED-skærme, der er for lidt af. Det er bøjelige OLED-skærme, som fabrikkerne har svært ved at lave nok af. Og det er samtidig årsagen til, at de to sydkoreanske nyhedsmediers kilder peger på, at Google formentlig er på vej med Pixel, hvor skærmen er buet på en eller anden måde.
Man skal altid tage rygter fra produktionsmiljøet med et gran salt, og angiveligt har LG end ikke sagt ja tak til tilbuddet endnu – men overvejer det kraftigt. Hvis de siger ja, vil det binde LG og Google tættere sammen. De to firmaer har samarbejdet tæt på flere devices.
Ud over, at LG stod bag flere af Googles oprindelige Nexus-produkter (der dog også blev lavet sammen med HTC, Huawei og Samsung), var LG også de første til at levere et smartur med Android Wear. LGs nyeste Android Wear-ure er også udviklet i et direkte samarbejde med Google.