I denne klumme erklærer skribenten sin kærlighed til HBO-serien ‘Silicon Valley’, men spørger samtidig, om serien kunne være skarpere i sin kritik af virkelighedens tech-branche.
I teksten herunder er anførselstegnene vigtige. Det er nemlig med disse, den ærede læser kan skelne mellem ’Silicon Valley’, der er en tv-serie på HBO Nordic, og Silicon Valley, der er et geografisk sted, og så ”Silicon Valley” (læg mærke til de anderledes anførselstegn).
Sidstnævnte ”Silicon Valley” er hverken en lokation eller en titel, det er en idé. Alle tre er forskellige, men naturligvis forbundne på forskellige måder.
Denne klumme handler om, at jeg elsker ’Silicon Valley’ (tv-serien) fordi den er den næsten perfekte parodi på Silicon Valley (det virkelige) og dens manglende evne til at opnå “Silicon Valley” som ideal.
HBO Nordic var så venlige at give mig forhåndsadgang til de første tre afsnit af ’Silicon Valley’s fjerde sæson, der får premiere mandag.
Jeg kan naturligvis ikke anmelde sæsonen på baggrund af tre afsnit, men lad mig med det samme sige, at det starter godt, og at der ikke er skruet ned for den humor, det tempo og den timing, der gør serien så sjov. Der er snarere skruet op.
Hvis du glæder dig til serien, bør du måske stoppe her. I det følgende kommer der nemlig seriøse spoilere fra de tre afsnit, så det er måske nok at vide, at der er noget at glæde sig til.
Hvis du alligevel vælger at fortsætte, lad mig først for en sikkerheds skyld udsende en
SPOILER ALERT!
.
.
.
.
.
.
.
.
.
Er du her stadig? Så kan vi fortsætte. Jeg går også ud fra, at hvis du er nået hertil, behøver jeg ikke forklare seriens præmisser.
Optaget nær Silicon Beach, ikke i Silicon Valley
Nogle af grundene til at jeg elsker ’Silicon Valley’ er for det, serien IKKE er. Den er for eksempel hovedsagelig ikke optaget i Silicon Valley. Der er nogle enkelte scener og etablerings-skud, der er optaget på lokationer omkring Palo Alto for at give os illusionen.
I den nye sæson er Richard og Monica f.eks. ude at handle i Mollie Stone’s, en supermarkedskæde, der kun findes i The Bay Area. I serien har vi også ofte set restauranter, barer med mere, der er kendte i området.
Men ellers er det hele optaget i Los Angeles, hvor jeg bor. Der er ikke noget nyt i, at man får Los Angeles til at ligne en anden amerikansk by på tv og film, det har man gjort siden Hollywood-industriens fødsel for omtrent et århundrede siden. Serier som ’Scandal’, ’Designated Survivor’ og ’The West Wing’ har alle fået L.A. til at ligne Washington D.C. ved at vælge de rigtige vinkler, lokationer og kulisser. I ’24’ har L.A. både ageret New York og D.C. – og sig selv.
Det er en af de sjove ting ved at bo i L.A. Allerede efter at have boet her i kort tid begynder man at genkende bygninger og områder i film og tv, der skal forestille at være noget helt andet. Og man smiler indvendigt ved tanken om, at ude i resten af verden køber man illusionen uden at tænke yderligere over det. Det er Hollywoods magi.
Men folkene bag ’Silicon Valley’ får virkelig L.A. til at ligne Silicon Valley, så det kan snyde én som mig, der bor det ene sted og er kommet jævnligt det andet sted i mere end 10 år. Erlich Bachmans startup-inkubator-hus, hvor seriens karakterer bor og arbejder, ligger i Woodland Hills i det nordvestlige Los Angels. Her er villavejene hyggelige og mestendels trædækkede alléer, ligesom oppe i Menlo Park, Atherton eller Palo Alto. Men selvom husene ligner til forveksling koster Woodland Hills-husene halvdelen et hus i de førnævnte områder– og det er endda i en ret pæn bydel i L.A.
Denne ”lokal-effekt” gør serien ekstra sjov for mig og mange af os andre tech-nørder, der har valgt at bo i L.A. i stedet for fem timer nordpå i Silicon Valley eller San Francisco. Det bliver kun mere lokalt af, at Kumail Najiani, der spiller Dinesh i serien bor i mit nabolag. Da jeg var nede for at stemme til præsidentvalget i november sidste år, gik han ud af valglokalet, da jeg gik ind.
Og Bernard White, der spiller Hooli-ejeren Gavin Belsoms spirituelle guru (og er totalt sej som iransk våbenhandler i den seneste sæson af ‘Homeland’) , kommer på min lokale Starbucks. Det er ikke ualmindeligt at man ser celebs i L.A., naturligvis. Men af en eller anden grund ser jeg ’Silicon Valley’-skuespillerne lidt oftere end så mange andre.
Overdrevet, men ikke urealistisk
Ofte lykkes det også at lave små referencer til virkelighedens tech-verden via seriens valg af lokationer. Tag nu f.eks. Hooli, seriens svar på Google. Hoolis hovedkvarter består af to lokationer, der i serien skal ligne et enkelt campus.
Indersiden af Hooli er i virkeligheden en af California State University’s skolebygninger. Mens ydersiden faktisk er mere end almindeligt forbundet til Internet-teknologi. Det er nemlig ICANNs hovedkvarter i L.A.-bydelen Marina Del Rey, hvor hele verdens IP-nummer og domæne- og DNS-spørgsmål afgøres, og som udstikker retningslinjerne for den del af Internet.
Netop Internet spiller en stor rolle i den kommende sæson af Silicon Valley. Uden at afsløre alt for meget om, hvilke Shakespeare’ske forvekslinger, der sker i de første tre afsnit, kan jeg dog fortælle, at Richard Hendricks beslutter sig for at skabe et helt nyt Internet, der er hurtigere og bedre end det nuværende. Den algoritme, han allerede fandt på i første sæson, er naturligvis i centrum.
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at synes, at den idé var lidt for søgt. Men hvis der er én ting, ’Silicon Valley’ heller ikke er, så er det urealistisk. Naturligvis er der overdrevet hist og her for komediens skyld, men ’Silicon Valley’ er en gennem-researchet tv-serie, hvis konsulenter er tidligere startuppere og journalister fra Silicon Valley. Selv Twitters tidligere CEO, Dick Costolo, har været en del af manuskript-teamet efter sin fyring fra den mikroblogging-tjenesten.
Så naturligvis er der folk, der arbejder på et nyt Internet. Personligt har jeg haft berøring med dette, dels gennem mit arbejde med Internet-historie på UCLA, men dels også via de kolleger jeg har, der arbejder på NDN – Named Data Networking. Det er måske det mest højprofilerede af de projekter, der lige nu arbejder på at udvikle et informations-netværk, der kan tage over fra Internet. NDN vil præsentere et nyt sæt af protokoller, der skal erstatte de efterhånden 34 år gamle TCP- og IP-protokoller, der ud over at være dybt usikre, efterhånden har svært ved at klare den opskalering, nettet hele tiden oplever.
Når Richard Hendricks er gået i gang med et helt nyt Internet-design, er det altså også inspireret af virkelige projekter.
Sexisme og racisme i både serie og virkelighed
Der er dog desværre også andre ting, ’Silicon Valley’ ikke er, som er lidt mere nedslående. Men det er fordi, Silicon Valley heller ikke er det.
F.eks. er ’Silicon Valley’ ikke en serie, der forsøger at kommentere (ret meget) på den kønslige, etniske og seksuelle ulighed i virkelighedens Silicon Valley. ’Silicon Valley’ er ikke anderledes end Silicon Valley på det punkt.
Seriens fem hovedpersoner er alle mænd, og fire af dem er hvide. Den sidste er en total sydøstasiatisk programmør-type, der er så stereotyp, at det grænser til det racistiske. I inkubator-huset bor der også en kineser, der portrætteres med stort set alle de fordomme mod kinesere, der huserer i USA. Og der er ingen afro-amerikanere eller latinoer i ledende roller.
Til at starte med var de kvinder, serien havde ombord, enten stramme forretningskvinder, der også lige kunne være lidt mor-agtig overfor de drengede programmører i en snæver vending. Det er et kvindeportræt, de fleste kvinder hader, og med god grund.
Serien prøvede at gøre det bedre ved at introducere kvindelige programmører og den kvindelige venturekapitalist Laurie, der er lige så Asperger-agtig som alle de andre. I den nye sæson møder vi Mia, der angivelig er en hacker, man ikke skal komme på tværs af. Men hvor slem hun er, fik vi ikke at se i de første tre afsnit.
Her står ’Silicon Valley’ overfor et problem af mere moralsk karakter. Det er et generelt problem, man ofte ser i satiresammenhænge. Er det nok at udstille en grim virkelighed, som den er, eller skal man forsøge også at vise, hvordan det kunne blive bedre?
’Silicon Valley’ vælger det første. Man skal selv tænke sig til, hvor problematisk et kvindesyn, Silicon Valley har, hvis ‘Silicon Valley’ har hold i virkeligheden. På samme måde skal man selv blive forarget over, at Silicon Valley domineres af hvide mænd, der ansætter andre hvide mænd, og at race- og køns-stereotyper regerer i ’dalen’. Hvis man selv er en hvid mand, kan det være svært at få øje på, også i ’Silicon Valley’. Det er det med at se skoven for bare træer.
’Silicon Valley’ handler rigtig meget om det mandlige ego, og hvor (selv)destruktiv en kraft, det kan være. Serien har ikke noget problem med at udstille de såkaldte Brogrammers som idioter. Altså tech-typer, der overkompenserer på maskulinitets-fronten. I Silicon Valley er dem, der køber den skriggule Ferrari i stedet for en Tesla-topmodel.
I ’Silicon Valley’ eksemplificeres de af karakteren Russ Hanneman, der i sæson fire ”er nødt til at hente datteren i skole som alle andre røvhuller”, fordi hans ”chauffør ikke har fået taget kørekortet for spritkørsel”. Det viser sig, at han er ved den helt forkerte skole, i øvrigt.
I den nye sæson eksemplificeres disse mandetyper også af Ed Chen, en Bro-type, der for en gangs skyld er af kinesisk afstamning. Amerikanske asiater er i årevis blevet portrætteret som nørdede genier i Hollywood-produktioner. I film, der involverer kampsport, er asiaterne næsten aldrig amerikanere af asiatisk afstamning, og den såkaldte ”whitewashing” af roller, der burde tilfalde asiater er et ganske seriøst emne (jf. Scarlett Johansons rolle i ’Ghost in the Shell’ eller de mærkelige raceforhold i ’Iron Fist’). Så Ed Chen-karakteren er en ny og mere nuanceret måde at fremstille asiater på – et lille fremskridt.
Det ændrer dog ikke på, at kinesere og andre asiatiske grupper, inklusive sydøstasiater fra f.eks. Indien eller Pakistan, oplever reel racisme i Silicon Valley. De oplever forskelsbehandling og lønforskelle i forhold til hvide amerikanere. Det var derfor, det blev anset for så stor en sejr for netop denne etniske gruppe, at Microsoft og Google begge i de senere år har fået indiske CEOs. Der er dog lang vej endnu i Silicon Valley. Måske er det derfor, Dinesh i ’Silicon Valley’ er den eneste af sydøstasiatisk afstamning, der har reel betydning blandt seriens ikke-hvide karakterer.
“Silicon Valley” er svær at leve op til
Selvom USA’s ungdom i højere og højere grad nægter at lade sig indplacere på en binær køns- og seksualtitets-skala, er det heller ikke til stede i ’Silicon Valley’. En serie som ’Billions’ fra Showtime (fantastisk serie, i øvrigt) har allerede introduceret deres første karakter (og tilsvarende skuespiller), der nægter at kønsidentificere sig. I den serie tituleres figuren Taylor ikke med han/ham eller hun/hende, men de og dem.
Det er her ”Silicon Valley”-idéen kommer ind i billedet. Selve Silicon Valley-idealet. Siden begyndelsen har ”Silicon Valley” handlet om frigørelse, fremskridt, innovation, frisind og muligheden for at realisere sig selv, præcis som man er. Det var det, der i 1957 drev otte medarbejdere til at forlade det knap et år gamle Shockley Semiconductor Laboratory og i stedet starte Fairchild Semiconductor i San José, fordi stifteren, William Shockley, ville drive virksomheden på gammeldags manér.
En af dem, Robert Noyce, opfandt (uafhængigt, men samtidigt med Texas Instruments’ Jack Kilby) det integrerede kredsløb. Og da Fairchild begyndte at opføre sig på præcis samme måde som Shockley og alle andre gammeldaws firmaer, løsrev to af de oprindelige otte sig fra firmaet. Det var Robert Noyce og Gordon Moore (ham med Moore’s lov). I 1968 startede de en chip-virksomhed, hvor tingene blev gjort anderledes end i resten af ’corporate America’. Den hedder Intel.
Det var sådan, dalen mellem San José og San Francisco fik navnet Silicon Valley, opkaldt efter det silicium, der drev dens økonomi. Siden skete der naturligvis en masse. Apple kom til. Oracle er kom til. Sun Microsystems. Atari. I nyere tid er Google og Facebook blevet Silicon Valley-giganter.
I tresserne og 70’erne blev dele af Internet-teknologien udviklet på Stanford-universitet, der er er det uddannelsesmæssige centrum i dalen, og siden har Stanfords forhold til techbranchen i Silicon Valley været et ubrydeligt bånd. Det handler den nye sæson af ’Silicon Valley’ i øvrigt også om, eftersom Nelson ”Bighead” Bigetti bliver tvunget af sin far til at prøve at komme ind på Stanford. Det kan han ikke med sine dårlige karakterer fra sin college-uddannelse.
Men når de finder ud af, at han har været højt i hierarkiet på Hooli, har været på forsiden af Wired og har haft sin egen venturekapitalfond, er han mere end velkommen. Det er desværre heller ikke helt urealistisk for Stanford, der er et rigt, privat universitet, som det koster minimum 200.000 kroner om året at gå på. Men så er det også det næstbedste universitet i verden efter Harvard.
Alt det ovenstående, frigørelse, nye måder at gøre tingene på, fremskridt, akademisk forskning – det peger alt sammen i retning af en ideologi, hvor man ikke lader sådan noget som køn, etnicitet eller seksualitet stå i vejen for viden og innovation. Det er sådan, mange forestiller sig ”Silicon Valley”.
Kan ‘Silicon Valley’ gøre sig selv overflødig?
Det er den ”Silicon Valley”-boble, Mark Zuckerberg lever i, når han tror at verden bliver bedre, hvis vi alle deler alting med hinanden. Det er den ”Silicon Valley”-drøm, som Oracle-stifteren Larry Ellison og Google-stifteren Sergey Brin altid har talt om, fordi de var immigranter uden ret mange midler, der har ændret verden totalt fra nogle bygninger lige nord for San José. Det er ”Silicon Valley”, Tim Cook prøver at repræsentere gennem sin aktivisme på forskellige humanitære områder, som den første åbent homoseksuelle CEO for en tech-gigant, og som den mand, der langt om længe fik nogle kvinder ind i Apples topledelse.
’Silicon Valley’-serien tog fat i dette fra starten. I pilotafsnittet hørte vi ikke om andet end tech-startups, der ville ”gøre verden bedre gennem komplekse algoritmer og nye kompressionsformer”. Idéen om at verden bliver et bedre sted, blot fordi teknologien bliver bedre, hører til i sidste århundrede. Den er vi ikke mange, der tror på mere. Internet, der skulle give alle mennesker adgang til al verdens viden, er i stedet blevet domineret af nogle få giganter som Google og Facebook, der suger alle menneskers viden til sig og spytter det ud igen i en form, de bestemmer.
For de fleste er virkelighedens Silicon Valley ikke ”Silicon Valley”. Det er mere som ’Silicon Valley’.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg synes, serien skal kritiseres for ikke i højere grad at spidde Silicon Valleys hykleriske måde at forsøge at fremstille sig selv som ”Silicon Valley”. Måske har jeg det lidt på samme måde med ’Silicon Valley’, som jeg har det med Silicon Valley. Jeg både elsker og hader dem begge på én gang.
Det er åbenlyst, at ingen af dem er perfekte. Men jeg ville på den anden side heller ikke leve uden dem. Så i sidste ende elsker jeg nok ’Silicon Valley’-serien, mere end jeg hader den.
For i det mindste er den en af årsagerne til, at vi nu taler om at Silicon Valley (det virkelige) ikke er ”Silicon Valley” (idealet). Måske lykkes det at nå idealet en dag.
Det ville i givet fald være den eneste grund til at jeg ikke ville være ked af, at ’Silicon Valley’ (tv-serien) fik en ende.
