Forbrugerombudsmanden: Microsoft Danmarks tvungne opdatering til Windows 10 var ulovlig.
Forbrugernes vagthund slår fast, at det var i strid med god markedsføringsskik, da Microsoft Danmarks opdatering til Windows 10 blev installeret hos forbrugere, selvom forbrugerne afviste opdateringen.
”Windows Update” er en frivillig service, som Windows-brugere kan tilmelde sig. Servicen indebærer, at brugerne – hvis de ønsker det – får Microsofts anbefalede opdateringer automatisk. Det skriver Microsoft Danmark om sin service.
Men brugere af Windows Update fik aligevel en opgradering til Windows 10 installeret, selv om de afviste opdateringen ved at lukke det popup-vindue der informerede om opdateringen.
Normalt lukker et pop op-vindue, når man afviser det, så brugerne af Microsoft Update havde ikke grund til at tro, at installationen af opdateringen ville starte alligevel, når de lukkede pop op-vinduet via krydset.
Tvungen opdatering gav utilsigtede problemer
Nogle forbrugere fik efterfølgende problemer med at bruge andre programmer, og andre mistede data, da installationen gik i gang.
”Opdateringer af et styresystem kan have utilsigtede konsekvenser for den enkelte forbrugers anvendelse af sin computer. Opdateringer må derfor ikke installeres, uden forbrugeren er klar over det”, fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen og hun fortsætter:
”Jeg har haft en god dialog med Microsoft. Microsoft har ændret på sin praksis, så forbrugerne ikke længere kommer til at installere en opdatering, som de regnede med, at de havde afvist.”
Microsoft ændrede metoderne for opdatering med virkning fra 30. juni 2016, så opdateringer kun sker efter forbrugerens ønske.
De har endvidere tilbudt at hjælpe forbrugere, der oplever problemer med deres computer som følge af opdateringen.
Forbrugere der fortsat oplever problemer Skulle der være forbrugere, som fortsat oplever problemer efter opdateringen til Windows 10, kan forbrugeren anvende en interaktiv kontaktformular hos Microsoft. Hvis problemet ikke løses ved at anvende den interaktive kontaktformular, indeholder kontaktformularen et telefonnummer, forbrugeren kan ringe til. |