IKEA går nu ind på markedet for smart belysning. Produktet TRÅDFRI er ny konkurrent til Philips Hue.
IKEA TRÅDFRI er en ny serie produkter til markedet for intelligent lys i hjemmet, og dermed bliver IKEA en konkurrent til produkter som Philips Hue.
Det er ikke første gang vi hører om IKEA-konkurrenten til Osram, Philips og de øvrige løsninger til smart belysning, men nu kommer produkterne endelig ud på det danske marked.
Serien indeholder pærer med forskellig lysstyrke og fatning, og danske familier kan glæde sig over at de også har den lille E14-fatning i programmet. Dertil vægkontakter med lysdæmper, bevægelsessensor samt særlige lyspaneler til skabe og reoler.
Til forskel fra Philips Hue så har IKEA TRÅDFRI kun hvide pærer og lyspaneler. Ingen med farveskifte.
12 produkter
TRÅDFRI-serien består her ved den danske premiere af 12 produkter, der giver muligheder for at tilpasse og personalisere belysningen.
Dette til IKEA-priser, hvor alle kan være med. Et lysdæmpersæt, med en smart-pære og en lysdæmper, fås eksempelvis for kr. 149,-
“Vores undersøgelser fortæller os, at mange mennesker gerne vil ændre på deres belysning og lysstemning afhængig af, hvad de laver i hjemmet. Der er stor forskel på, om det er frokosten, aftensmaden, brætspillet eller lektierne, man samles om ved spisebordet. Undersøgelserne fortæller os også, at den eksisterende belysningsteknologi bliver opfattet som dyr og svær at forstå”, fortæller Oliver Fricke, der er salgsleder for Belysning hos IKEA Danmark.
Blot et pæreskift
Teknologien, der muliggør lysdæmpning og skift i lysets toner, er indbygget ind i selve pæren, hvilket betyder, at én af de nye LED-pærer kan bruges i en standardfatning– selv i gamle lamper.
Man kan derefter tage skridtet videre og personalisere al lyssætning og i appen indstille, hvornår hjemmets lamper tænder og slukker.
“Med appen kan du eksempelvis vælge det rette lys til en tidlig morgen, et andet lys til den sene aften og et tredje til madlavning eller til at arbejde hjemmefra i. En ledestjerne for udviklingen af appen og vores belysningsprodukter har været at gøre det så simpelt og nemt at bruge som muligt”, forklarer Oliver Fricke.
IKEA fortæller at hver pære har en forventet levetid på 25.000 timer.
Video
Herunder IKEAs egen video der demonstrerer mulighederne i TRÅDFRI:
Trådfrie detaljer
- TRÅDFRI app’en kan forudindstille lysstemninger og designe sit eget lys samt indstille lyset til at slukke eller tænde på et bestemt tidspunkt
- Gateway sæt i hvid spektrum. Består af to hvide spektrum E27 LEDpærer (tre nuancer af hvid: 2200K, 2700K og 4000K), en fjernbetjening og en gateway, der sikrer koblingen mellem TRÅDFRI app og LEDpærerne. En gateway styrer op til 100 pærer.
- Fjernbetjeningen styrer alle tilkoblede pærer samtidig (op til 10 pærer per fjernbetjening)
- Bevægelsessensorsæt består af en hvid spektrum E27 LEDpære med varmthvidt lys og en sensor, som registrerer bevægelse i rummet. Lyset tænder automatisk, når man går ind i rummet, og slukker efter 1, 5 eller 10 minutter uden bevægelse. Sensoren er også oplagt at bruge i hjemmet om natten, når man fx bevæger sig ad gangen fra soveværelse til badeværelse. Kan tilkobles op til 10 pærer ad gangen. Kræver ingen installation.
- Lysdæmpersæt i varm hvid. Sættet består af en lysdæmper og en varm hvid E27 LEDpære, som man blot udskifter sin gamle pære med. Derfra kan man hurtigt skifte mellem dæmpet og stærktlys. Lyset kan styres fra hvilket som helst sted i hjemmet, og lysdæmperen kan hænges på væggen med magnetfunktionen, når den ikke er i brug. Lysdæmperen fås i tre forskellige farver: Hvid, sort og gul. Kan tilkobles op til 10 pærer ad gangen. Kræver ingen installation.
- Lysdæmpersæt i hvid spektrum. Består af en hvid spektrum E27 LEDpære (tre nuancer af hvid: 2200K, 2700K og 4000K) og en fjernbetjening, der med få klik kan skifte rummets belysning fra ’arbejdsområde’ til ’hyggelig middag’. Man kan tilføje op til 10 pærer til den lille fjernbetjening. Varier lysets temperatur på tre forskellige niveauer fra kold til varm hvid og sæt lysstyrken, så den passer til øjeblikket. Kræver ingen installation.
Galleri
Pris og tilgængelighed
Udvalgte priser:
- Lysdæmper sæt i varm hvid (en pære) kr. 149,-
- Lysdæmpersæt i hvid spektrum (en pære) kr. 229,-
- Bevægelsessensorsæt (en pære) kr. 229,-
- Gateway sæt i hvid spektrum (to pærer) kr. 599,-
- Pære E27 1000 lumen, varm opal hvid kr. 79,-
- Pære GU10 400 lumen, hvid spektrum kr. 119,-
- Pære E14 400 lumen, hvid spektrum, opal hvid kr. 129,-
- Pære E27 980 lumen, hvid spektrum, opal hvid kr. 149,-
- Pære E27 950 lumen, hvid spektrum, klar hvid kr. 149,-
IKEA TRÅDFRI kommer til salg i IKEA-butikkerne fra d. 1. april.
Se også
Styr IKEAS smart lys via Siri, Alexa og Google Assistant