Abonnementsmodellen er i gang med at overtage hele verden, og det gælder også spilverdenen.
PlayStation-ejere har i længere tid kunnet melde til PlayStation Now og for et fast beløb om måneden få adgang til et stort katalog af spil, de kan spille uden at skulle købe dem.
Nu følger Microsoft også på toget med deres Xbox-platform.
I en udmelding i forbindelse med Game Developers’ Conference (GDC), der i disse dage finder sted i San Francisco, har Microsoft annonceret Xbox Games Pass. For de sædvanlige 10 dollar om måneden kan man fra senere på foråret abonnere på et katalog bestående af over 100 spil til Xbox-platformen.
Der er ikke kun tale om streaming af spil, visse spil skal også downloades, men kan kun fungere, så længe, man har et aktivt abonnement.
Konkurrenten, PlayStation Now, har over 450 spil ombord, men har også haft længere tid til at bygge kataloget op. Microsoft lover, at der vil blive føjet nye spil til kataloget hele tiden.
Man skal som minimum have en Xbox One for bruge tjenesten, Xbox 360-ejere kan ikke være med, selvom der ifølge Microsoft også vil blive sat Xbox 360-bagudkompatible spil ind i kataloget.
Microsoft fortæller, at tjenesten vil blive lanceret i 27 markeder samtidigt, så der er en god chance for at Danmark er med i bunken. Vi ved det dog ikke med sikkerhed. Microsoft lover dog, at flere lande vil komme til i løbet af 2017.