Forside * Featured

BMW gør det umulige med bil-hologrammer, du kan røre ved

-

 

Annonce:

Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Hvis man ved noget om fysik, ved man at det er ret svært at se lys, før det rammer et eller andet. Af samme årsag burde man ikke kunne projicere hologrammer ud i den blå luft, sådan som vi har set det i science fiction-film siden Prinsesse Leia første gang dukkede op som hologram i ’Star Wars’.

Og det burde heller ikke kunne lade sig gøre at have grafiske elementer hængende i den blå luft og manipulere dem, sådan som Tony Stark gør det med Jarvis’ hjælp i ’Iron Man’-filmene.

Men det er ikke desto mindre det, BMW lige har gjort. I en bil.

På CES viste bilfabrikanten en ny teknologi frem, som de ifølge dem selv ”forestiller sig” kunne komme ind i biler i fremtiden. Eller i hvert fald noget lignende. De kalder den for HoloActive Touch.

Når man stod udenfor den lidt mystiske træ- og fiberglas-bilmodel, som BMW havde stillet op i en pavillon uden for Las Vegas Convention Center, kunne man ikke se hologrammerne. Man kunne blot se folk, der fik demonstreret teknologien sidde og spærre øjnene op og gøre mystiske ting med hænderne.

Man skulle helt op i førersædet. Men så var det der også. Lige der, hvor gearstangen normalt sidder. Der var en sort plade nedenunder og en lille projektor i instrumentpanelet, og så, lige der, hængende frit i luften, var der to knapper. En ”yes”-knap og en ”no-knap”, der relaterede sig til de informationer, man fik op på den lidt mere almindelige skærm under forruden.

Da Recorderes udsendte trykkede på ”yes”-knappen, var det ikke som at trykke ud i luften. Det var ikke engang som at trykke på en fladskærm. Det var som at trykke på en rigtig knap. Men der VAR bare ikke nogen knap. Der var kun luft. Og når knapperne ikke var synlige, kunne man vifte hånden igennem det samme område og blot mærke tom luft.

Arthur C. Clarkes gamle ord om at ny, rigtig avanceret teknologi ved første øjekast ikke kan skelnes fra magi, blev pludselig meget virkelige.

Det blev endnu vildere, da en af BMWs folk trykkede den næste demo i gang, som var et videoopkald fra ”chaufførens” hustru. Selvom billedkvaliteten naturligvis ikke var fuldkommen fantastisk, var der ingen tvivl: Det kunne lige så godt have været Leia-hologrammet fra ’Star Wars’, bortset fra, at man skulle kigge fra en bestemt vinkel for overhovedet at kunne se det.

På billederne her i artiklen ser det ud som om både grafikken, knapperne og hustruens videoopkald blot bliver vist fladt på den sorte overflade. Men det er fordi, billederne er taget med et almindeligt 2D-kamera og fordi man netop kun kan se hologrammet fra en bestemt anskuelsesvinkel. Men med lidt fantasi kan læseren forhåbentlig forestille sig, hvordan hologrammerne hang frit i luften.

Fornemmelsen af at trykke på knapper og kunne mærke hologrammerne er rent teknisk nemme at forklare. Der sidder et kamera i instrumentbrættet, der holder øje med dine bevægelser i forhold til hologrammerne og måler dine fingres position, ligesom man kender det fra f.eks. Kinect til Xbox. Der sidder så en række ultrasoniske luftdyser, der kan skubbe luft ud meget præcist og hårdt, så dine fingre møder haptisk modstand, når du rører ved hologrammerne.

Det er lidt sværere at forstå, hvordan hologrammerne rent faktisk kommer til at hænge i luften. Der var ikke tale om ’Pepper’s Ghost’-teknologien man har brugt til at få døde rock- og rapstjerner til at ”optræde” igen, hvor der i virkeligheden er et finmasket net involveret.

Tværtimod er der tale om den samme teknologi som BMW bruger til deres Heads-Up-Displays (HUD). Normalt reflekteres disse blandt andet i forruden på bilen, sådan at lyset rent faktisk bliver stoppet af noget fysisk. Men samtidig sendes lysstrålerne derfra lige ind i øjet på beskueren. Her er det den sorte plade, der har denne refleksive funktion. Og det er derfor, man skal sidde i en bestemt vinkel for at kunne se hologrammerne. Denne type HUD-teknologi bliver forklaret i denne video.

 

BMW Blog fik en demo, som de fik lov at filme, så her kan man i højere grad få indblik i, hvordan det ser ud.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.