Mere end fire ud af ti unge danskere i alderen 18-35 år føler sig utilpas, når de ikke har deres smartphone på sig. Det viser en ny undersøgelse fra smartphoneproducenten Huawei.
De unge i dag er vokset op i en tid, hvor smartphones er blevet allemandseje, og som deres trofaste følgesvend har de mobilen med sig overalt. Og faktisk føler 44% af de unge 18-35-årige sig deciderede utilpasse, hvis ikke de har deres smartphone ved hånden. Det viser en undersøgelse fra smartphoneproducenten Huawei.
Søren Schultz Hansen, der er ekspert i digital adfærd hos unge, kan genkende dette billede af de unge:”Det er rigtigt, at mange unge føler sig helt utilpasse uden deres mobiler i nærheden. Jeg tror endda, at, hvis man kiggede isoleret på de 15-25-årige, ville tallet være meget højere. De senere år er der nemlig sket en sammensmeltning mellem mennesker og teknologi. Og især hos de unge er det sket på et meget konkret niveau. De såkaldt digitale indfødte trives bedst, når deres mobiler rør ved dem fysisk.”
Ifølge Søren Schultz Hansen har unge ofte vibrationsfunktionen slået til på deres mobiler. I modsætning til voksne, der typisk sætter deres mobil på lydløs, fordi de ikke vil forstyrres, vil de unge hellere end gerne forstyrres. Derfor sætter de unge mobilen til at vibrere og lægger den i lommen, så de altid kan mærke den.
Uafhængige af rum men afhængige af tid
Det er også de unge, som er dårligst til at lægge mobilen fra sig, når de er sammen med venner og familie. Ifølge Huaweis undersøgelse er det kun under halvdelen af de unge mellem 18-35 år, der, ifølge eget udsagn, ikke tjekker mobilen, når de er sammen med familie eller venner. Til gengæld mener hele 83% af de 56-75-årige, at de er gode til at lægge mobilen til side i sociale sammenhænge.
Grunden, til at unge ofte er opslugt af deres mobiler, er, fordi de føler sig forpligtede til at være tilgængelige konstant, mener Søren Schultz Hansen:
”De unge er vant til at have hele deres netværk lige ved hånden og samtidig være tilgængelig for alle. Det betyder også, at denne generation er uafhængig af rum, men tilsvarende afhængig af tid.”
Ligesom hvis en person prikker dig på skulderen, ville du vende dig om og rette din opmærksomhed mod vedkommende. På samme måde føler de unge, at en SMS eller chatbesked er som et lille prik, som de må reagere på med det samme, forklarer Søren Schultz Hansen og uddyber:
”Det er vigtigere for de unge at være ”til tide” end at være til stede. Derfor bliver de personer, der er i samme rum som den digitalt indfødte, nedprioriteret til fordel for personer, der befinder sig uden for rummet.”
Huawei, der står bag undersøgelsen, producerer og sælger selv de smartphones, som de unge er storforbrugere af. Smartphoneproducenten vil dog alligevel gerne opfordre til, at unge såvel som voksne husker at lægge mobilen til side en gang i mellem.
Fakta fra Huaweis befolkningsundersøgelse
- 38% af danskerne er enige eller helt enige i, at de føler sig utilpasse, når de ikke har deres smartphone på sig.
- 44% af de 18-35-årige danskere er enige eller helt enige i, at de føler sig utilpasse, når de ikke har deres smartphone på sig.
- 62% af danskerne er enige eller helt enige i, at de normalt ikke tjekker deres telefon, når de laver ting med venner og familie (fx er ude at spise).
- 47% af de 18-35-årige danskere er enige eller helt enige i, at de normalt ikke tjekker deres telefon, når de laver ting med venner og familie (fx er ude at spise).
- 61% af de 36-55-årige danskere er enige eller helt enige i, at de normalt ikke tjekker deres telefon, når de laver ting med venner og familie (fx er ude at spise).
- 83% af de 56-75-årige danskere er enige eller helt enige i, at de normalt ikke tjekker deres telefon, når de laver ting med venner og familie (fx er ude at spise).
Om undersøgelsen
Data er indsamlet på Epinions Danmarkspanel. Der er i alt gennemført 1.002 webinterviews med danskere i alderen 18-75 år i perioden 16. november-22. november 2016. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.