I denne klumme fortæller skribenten om, hvordan et nyligt smartphone-køb har fået ham til at indse, hvor lidt han egentlig bruger de “dyre” funktioner i flagskibs-smartphones.
For et par måneder siden skrev jeg en klumme om, at jeg syntes, smartphonemarkedet i 2016 var, for nu at sige det på en pæn måde, jævnt kedeligt. Jeg stod overfor at skulle købe en ny smartphone, men anede ikke, hvad jeg skulle købe. Min test af iPhone 7 havde vist, at jeg virkelig ikke syntes, der var nok nyt i den til at fordre den dyre pris. Det samme gjaldt for så vidt Samsung GALAXY S7 og Googles nye Pixel-telefon.
Hvis jeg skal betale 6-7000 kroner for en ny smartphone, skal der altså virkelig være noget i den, som jeg simpelthen ikke kan undvære. Jeg har været glad for Googles Nexus-linje indtil nu, fordi den for en rimelig penge var tæt på at være en flagskibstelefon. Men nu har Google droppet Nexus-serien, så jeg har været lidt rådvild i forhold til at købe en ny smartphone.
Men nu har jeg fundet én. Og det har været en lidt overraskende oplevelse – på den gode måde. Og derfor vil jeg gerne fortælle lidt om det. Det handler om, hvor meget, man egentlig får for pengene i vore dage.
De, der læste førnævnte klumme vil vide, at en af de telefoner, jeg overvejede dengang, var Honor 8 fra Huawei.
En oplevelse, ikke en anmeldelse
Lad mig lige starte med at sige, at dette ikke er en anmeldelse af Honor 8, selvom det til at starte med måske kommer til at ligne. Min oplevelse med købet af Honor 8 har derimod sat nogle tanker i gang omkring, hvad vi egentlig betaler for, når vi køber smartphones. Men før jeg kan beskrive disse, er jeg lige nødt til at forklare lidt om telefonen og min oplevelse.
Man skulle være en dårlig gadgetjournalist, hvis man ikke læste lidt op på en smartphone, inden man købte den. For mig virkede Honor 8 som et godt kompromis, når man ikke har lyst eller mulighed for at betale mange tusinde kroner for en telefon. Den har dobbeltkamera, ligesom de fleste af Huaweis flagskibe – og som Apple, LG og flere andre også er kommet i deres telefoner. Det var en af de nyere features, jeg gerne ville have. Den havde stadig et hovedtelefon-stik ombord. Dens skærm er på 5,2 tommer, hvilket er omtrent, hvad jeg var ude efter.
Den har microSD-slot, der kan fungere som et dual-SIM-slot, hvilket jeg synes er glimrende (når man både har et dansk og et amerikansk SIM-kort, er det en fordel.) Af samme grund gør det ikke så meget, at den model, jeg kiggede på, kun havde 32GB lagerplads. En vigtig ting for mig var at fingeraftryks-læseren sidder bagpå. Det har jeg været vant til fra de sidste par telefoner, jeg har haft, og har elsket placeringen af hjemmeknappen bagpå, siden LG begyndte at gøre det for nogle generationer siden.
Det, der dog slog mig med Honor 8, var da jeg så den i levende live i forretningen, er at den faktisk er ret lækkert designet. Den har form som en iPhone 7, men er 0,4 mm tykkere. Det kan jeg godt leve med. Den fås i en blå farve, der virkelig er anderledes end de sort/hvid/guld/sølv-farvede telefoner, de fleste producenter laver deres telefoner i lige nu. På bagsiden har Honor 8 noget plastik, der skinner på en ret cool måde. Det er ikke helt en flot, ’Jet Black’ iPhone 7-glasryg. Men det er heller ikke bare kedelig, mat plastik.
Halv pris
Med andre ord var jeg lidt overrasket over, at man kunne få et design, der appellerede så meget til mig for de penge, Honor 8 koster. Den er sat til at koste 400 dollar, eller cirka 2.800 danske kroner, før skatter og afgifter kommer oven i. I Danmark ville den formentlig koste et sted mellem 3.500 og 4.000 kroner. Men da jeg købte den, var den på tilbud til 300 dollar, hvilket inklusive den californiske moms bliver omkring 2300 kroner. Såvel en iPhone 7 som en Samsung GALAXY S7 koster 650 dollar, så jeg har altså givet under halvdelen af, hvad de to mest populære flagskibstelefoner koster.
Når man betaler halvdelen af prisen, får man vel også kun halvdelen af kvaliteten, skulle man forvente. Men sådan er det åbenbart ikke helt. Det kommer i virkeligheden an på, hvad man egentlig har brug for i sin smartphone. Og min pointe med denne klumme er at indvende, at det, man betaler merprisen for, i virkeligheden ikke er særlig vigtigt.
Lad os nu tage skærmen, f.eks. Uden at jeg har været i gang med en lysmåler, så må jeg bare konstatere, at skærmen står lige så fint rent farvemæssigt som på min kærestes iPhone 7. Honor 8s LTPS LCD-skærm kan godt konkurrere med iPhone 7s IPS LCD-skærm. Den har ikke helt lige så fint sort som Super AMOLED-skærmen på GALAXY S7, men det er altså ikke ret langt fra. Forskellen er i hvert fald slet ikke nok til at jeg kunne finde på at overveje at betale dobbelt så meget for dette kvalitetsløft.
Har jeg brug for Quad HD?
Skærmen har 1080p-opløsning, hvilket er mere end iPhone 7 (der dog også har en mindre skærm), men mindre end GALAXY S7. Men for at være helt ærlig, så foretager jeg mig ikke rigtig noget på skærmen, der gør, at jeg har behov for 2560×1440 i stedet for 1920×1080. De ekstra 4-500 pixels på hver led betyder ikke ret meget, når jeg scroller igennem en website på en 5,2 tommer stor skærm. Det betyder ikke noget, når jeg betjener Spotify eller skriver en SMS. Og naturligvis slet ikke, når jeg ringer til nogen.
Videoopkald er i allerede så komprimerede, at det ikke rigtig betyder noget med forskellen. Jeg kan alligevel ikke se film og serier i fulde 4K på nogle af dem, og det vil jeg nu alligevel helst også se på min store skærm i stuen. Det eneste sted, jeg måske kunne få brug for de ekstra pixels er forbindelse med spil. Og jeg spiller stort set ikke på min smartphone. Hvis jeg gjorde, ville det formentlig ikke være nogle spil, hvor de ekstra pixels betød en forskel.
Men det er rart at have fuld 1080p-opløsning, for kameraet kan optage video i denne opløsning. Men ikke i 4K, som mange flagskib kan i dag. Det er dog noget, der altid har undret mig. Det er fint nok at kunne optage 4K-video på sin smartphone, men hvornår er det lige, man har brug for det? Objektiverne på langt de fleste flagskibssmartphones er alligevel ikke gode nok til at lave professionelle videoer, der kan blive blæst op i en størrelse, hvor 4K betyder noget, og bitraten på videoerne er typisk for dårlig alligevel.
Jeg har et DSLR, der kan optage i 4K, så hvis jeg skal lave noget ordentligt bruger jeg det. Jeg har virkelig ikke brug for et 4K-kamera i min telefon. Især ikke, når jeg ikke kan tjekke videoen ordentligt bagefter, fordi skærmen ikke kan vise 4K. Hvor tit lægger jeg lige 4K-videoer op på Facebook eller Instagram? Måske, hvis jeg er på ferie et sted og gerne vil vise noget virkelig pænt landskab frem. Men så har jeg sgu nok mit gode, store DSLR-kamera med alligevel.
Mest til sociale medie-fotos
Langt de fleste videoer, jeg laver med min smartphone ryger på sociale medier, og sådan er det nok med de fleste mennesker. Her bliver de set i små vinduer, ofte på små skærme af mennesker, der er flintrende ligeglade med, om de er i HD eller UHD. Så nej, jeg kommer ikke til at betale ekstra for et 4K-kamera frem for et HD-kamera i min smartphone.
Nu vi er ved kameraet: Dobbeltkameraet i Honor 8 er en billigudgave af det, man finder i f.eks. Huawei Mate 9 Pro, der netop er lanceret i Danmark. Sidstnævnte har en kombination af 20 MP og 12 MP, hvor begge kameraer i Honor 8 er på 12 MP. I det hele taget virker det som om, Huawei har taget de to 12 MP-sensorer og sat to af dem i Honor 8. De har undladt Leica-objektiverne med den optiske billedstabilisering. Men de gode fokus-effekter med bokeh i baggrunden kan fint opnås med det her kamera. Det tager faktisk ganske fine billeder, i min oplevelse stort set lige så fine som iPhone 7.
Det vigtige her er dog ”min oplevelse”. For jeg er sikker på, at hvis jeg tog billeder med begge kameraer og klaskede dem begge op på min 4K-skærm i stuen, ville jeg kunne se tydelige forskelle. Men sagen er jo, at det er noget, jeg aldrig gør.
Jeg bruger mit smartphone-kamera til at fange et øjeblik og smide det på Snapchat, Instagram, Twitter eller Facebook, fordi man kan gøre det direkte fra enheden, og det er nemt og hurtigt. Igen: Hvis jeg skulle lave seriøs fotografering, ville jeg stadig bruge et seriøst kamera med et seriøst objektiv.
Kameraet er fint nok
Jeg ved udmærket godt, at der er masser af fotografer, der elsker deres iPhone-kameraer – og især deres iPhone 7 Plus-kameraer. Jeg ved udmærket godt, at Sony f.eks. har helt exceptionelle kameraer i deres smartphones, og at Google Pixel har det bedst anmeldte smartphone-kamera på markedet lige nu.
Det ændrer bare ikke på mine vaner. De fleste af os er jo netop ikke fotografer. Hvis vi var, ville fotograf-professionen slet ikke findes. Jeg tror, langt de fleste mennesker har et smartphonekamera-behov ligesom mig: Vi vil gerne have et billede i en fornuftig kvalitet, der kan uploades til nettet hurtigt. Det behøver ikke ligne et Annie Liebovitz-billede, der kan blæses op i 2 x 4 meter.
Til den brug er kameraet i Honor 8 faktisk overvældende godt. Og det har at gøre med softwaren ombord. En tredje ting, jeg troede, jeg ville blive irriteret over, er at Honor 8 kun har Android 6 ombord. Eller rettere, den har EMUI, Huaweis eget skin til Android 6, ombord. Jeg kom fra den allerseneste version af Android på min Nexus 5X.
Samtidig havde jeg læst om, at softwaren på Honor 8 var noget juks. Anmelderne hader det. Men jeg synes faktisk, det spiller ret fint. Kamera-app’en, f.eks., har en ”pro”-tilstand, hvor man kan pille ved kameraindstillinger indtil man bliver grøn i ansigtet. Og den er superintuitivt indrettet. En anden fed software-funktion handler om fingeraftryks-knappen. Ud over, at telefonen LYN-hurtigt springer til live, ved selv den letteste berøring af knappen, så kan den også indstilles til at gøre forskellige ting. Du kan selv sætte funktionen, der skal aktiveres, når du henholdsvis trykker, holder nede eller dobbeltklikker på knappen. Jeg har f.eks. sat den til at aktivere kameraet, når jeg holder knappen nede. Det fungerer glimrende for mig.
Tre dage væk fra hjemme-opladeren
Det er også softwaren, der får det mindre batteri i Honor 8 til ikke at være noget problem. Batteriet er kun på 3.000 mAh, hvilket er noget mindre end de 3500-4000 mAh-batterier, der kommer ud i smartphones lige nu (selvom det stadig er mere end de 2900 mAh, iPhone 7 Plus’ batteri har).
Huawei har lavet en intelligent batterisparer, der lader til at fungere ret godt. For det første kommer den op og fortæller mig, hvis der er en app, der bruger meget batteri i baggrunden. Det findes der naturligvis masser af apps, der kan gøre for én, men den her indbyggede funktion ser ud til at gøre det mere stabilt og fornuftigt end disse apps plejer at gøre. Ofte handler det om, at f.eks. Chrome står og pulser i baggrunden, selvom jeg ikke har brug for det. På den måde bliver man bare mindet om at slukke for apps, man ikke har brugt i nogen tid, og det passer mit distræte sind glimrende.
Men derudover virker den automatiske strømbesparelse også så godt, at jeg i de sidste tre dage ikke har haft min telefon i sin almindelige lader. Det betyder naturligvis ikke, at smartphonen kan klare sig hele tre dage med almindelig brug. Det betyder, at jeg har overnattet hos min kæreste de sidste par nætter, og hun har ikke en USB-C-lader, ligesom jeg heller ikke har fået installeret én hos hende endnu.
Ved aftentide har min telefon været nede på omkring halv strøm, men når jeg så sætter mig ud i min bil og sætter Honor 8’en til USB-stikket i bilen og fyrer op under Android Auto (som Honor 8 i øvrigt afvikler uden problemer hver gang, modsat Nexus 5X), og kører en tur på en halv time, så er min Honor 8 ladet tilstrækkeligt op til, at jeg kan klare mig uden problemer frem til næste morgen, hvor jeg så kan gøre det samme igen.
Nej, Honor 8 kan ikke oplade trådløst. Men det har jeg alligevel ikke brug for. Jeg har allerede tre-fire andre ting (herunder smart-ur, tablet mm), der skal lades op på natbordet, så at sætte Honor 8 til ladning sammen med dem er altså ikke noget problem. Det ville tværtom virke helt åndssvagt at have en trådløs lader alene til den. Og i bilen skal den alligevel sættes til USB for at fungere med Android Auto ordentligt, så sidstnævnte kommer op på bilens touch-skærm.
Hvad har man egentlig brug for?
Konklusionen på min oplevelse med Honor 8 indtil videre har altså været, at jeg har fået en telefon, der kan alt det, jeg har behov for i en smartphone, men for halvdelen af prisen, jeg plejer at betale.
Det har fået mig til at indse, at man virkelig betaler mange penge – op mod halvdelen af prisen – for funktioner, mange af os aldrig bruger, når man køber en smartphone.
Da 3D Touch dukkede op i iPhone 6S slog jeg det fra efter nogle måneder. Jeg brugte det aldrig, og det var faktisk temmelig irriterende. Så det gider jeg ikke betale for.
Hvad med hastigheden? Den Kirin 950-processor, der sidder i Honor 8 er naturligvis ikke lige så hurtig som A10 Fusion-processoren, der sidder i iPhone 7, eller Kirin 960, der sidder i Huawei Mate 9 Pro. Men hvornår er det lige, jeg kan mærke forskellen? Jeg bruger altså ikke min smartphone til at encode tunge videofiler. Android/EMUI reagerer lynhurtigt, når jeg trykker på ikonerne og navigerer rundt, det går lige så hurtigt og glat som hos konkurrenterne, og telefonen åbner som et lyn, når man planter fingeren på fingeraftrykslæseren. Igen, hvis jeg havde et meget specifikt behov, som f.eks. tunge spil eller lignende, så ville jeg kunne mærke forskel. Men det kan jeg altså ikke lige nu.
Når gamere køber PC’er til spilbrug, betaler de gerne ekstra penge for ekstra power. Det giver mening. Men vi er vant til en kultur, hvor vi betaler ekstra penge for smartphones, bare fordi de er nye. Jeg har svært ved at vurdere, om Honor 8 er et særtilfælde. Det kan sagtens være, at andre ulåste telefoner, der koster halvdelen af ulåste flagskibstelefoner, kun leverer halvdelen af kvaliteten. Men jeg har en fornemmelse af, at langt de fleste mennesker knapt ville kunne mærke forskel i daglig brug på en flagskibssmartphone og mange mellemklasse-modeller.
Men når jeg kigger på, hvad jeg reelt går glip af ved kun at betale halvdelen af prisen, så virker det altså ret overflødigt:
- 4-500 pixels på hver led på skærmen
- 4K- fremfor HD-videooptagelse
- Trådløs opladning
- En lille smule blændeåbning
- En lille smule forskel i fotokvaliteten
Til gengæld får jeg – til trods for den billige pris – intelligent batteristyring, software, der virker godt for mig og ikke mindst: Et hovedtelefonstik og et microSD/Dual-sim-slot.
Det kan sagtens være, at 2017-kollektionen af smartphones kommer med killer-funktioner, det er umuligt at undvære. Men lige nu har jeg det ret godt med at have sparet en del penge.
Se også
Tjek pris og tilgængelighed på Huawei Honor 8
