Vi ved nu lidt mere om, hvad konsekvensen af at miste en af Apples nye trådløse øretelefoner, AirPods, kan blive.
Ifølge Apples amerikanske side, der angiver standardpriser på reparationer og ombytninger, koster det 69 dollar at få en ny øreprop, hvis man mister den. Det er lige over 43% af prisen for et nyt sæt, og altså under den halvdel af sættet, som en enkelt AirPod repræsenterer.
Om det er billigt eller dyrt, må være op til den enkelte at vurdere. Det er billigere – 49 dollar – at få serviceret batteriet i AirPods. Det svarer til 30,8%.
Når man tjekker den tilsvarende, danske side, er der dog i skrivende stund ingen meldinger om, at man kan få en ny AirPod, hvis en af de to øretelefoner bliver væk.
Her angives prisen kun for, hvad det koster at få serviceret batteriet, hvilket er 522,25 kroner. Men her kommer det interessante. Hvis de amerikanske procentdele også skulle være gældende i Danmark, skulle det kun koste 30,8% af 1.379 kroner, hvilket er 424,73 kroner.
Det er altså lige omkring en hundredemand dyrere at få serviceret batteriet i Danmark end i USA, ser det ud til. Beløbet er 37,87% af den fulde danske pris for AirPods, tæt på 8% mere end i USA.
Der er derfor god grund til at tro, at hvis Apple også ender med at tilbyde erstatning af en enkelt AirPod i Danmark, kommer prisen op på over 50% af udsalgsprisen. Det er naturligvis ren spekulation, der ikke er bekræftet af Apple.
Som det er lige nu, ser det ud som om, man slet ikke kan betale sig fra at få en ny AirPod i Danmark og skal købe et nyt sæt, hvis en af dem forsvinder.
Det er derfor nok en god idé at passe ekstra godt på sine AirPods, hvis man køber et par. Der er i øvrigt lige nu seks ugers leveringstid på AirPods i Danmark.