Forside * Nyheder

Over 500.000 husstande og virksomheder har nu bredbånd via fibernet

-
Foto: Pixabay.com

Inden for blot ét år er 65.000 husstande og virksomheder blevet tilsluttet fibernet. Det svarer til 178 nye tilslutninger per dag.

På et år er antallet af bredbåndsabonnementer, som bruger fibernet steget fra 420.000 til 485.000,  og tager man tilgangen helt frem til udgangen af 2016, forventes tallet at passere en halv million husstande og virksomheder kører internet via fiber.

Annonce:

Udviklingen skyldes især energiselskabernes fortsatte udbygning af fibernet i både byer og i mange landdistrikter, og det vækker glæde i Dansk Energi.

“Fibernettet har igennem flere år været den hurtigst voksende bredbåndsteknologi, og den udvikling vil uden tvivl fortsætte de kommende år.  Stigende brug af streaming og flere og flere digitale enheder i de danske hjem er blandt de tendenser, som driver udviklingen”, udtaler Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi, og han fortsætter:

“Energiselskaberne gør alt hvad de kan for at komme hurtigt og bredt ud med fibernet, men man skal også huske på, at det er et kæmpe anlægningsprojekt som tager mange år. Og der er stadig et godt stykke vej til at få alle med på vognen. Heldigvis er der stor politisk fokus på at løse udfordringen, og fra 2017 vil det eksempelvis være muligt for branchen at realkreditbelåne digital infrastruktur, som kan betyde, at tusindvis af ekstra husstande årligt kan få bedre bredbånd”.

 

Stor stigning i dataforbrug

Energistyrelsens telestatistik har i en årrække målt væksten i mobil datatrafik. Hvert mobilabonnement forbruger nu 4 Gigabyte (GB) per måned i gennemsnit.

Det er dog kun en brøkdel af trafikken i forhold til de kablede forbindelser, hvor husstande med fibernet er de største forbrugere med 200 GB per måned i gennemsnit – altså 50 gange større dataforbrug end mobilt bredbånd.

Dansk Energi mener, at telestatistikken også bør måle trafikken på de kablede forbindelser:

“Vi har længe opfordret til, at telestatistikken også skal måle trafikudviklingen på de kablede bredbåndsforbindelser – og ikke kun trafikken i de mobile netværk, som tilfældet er i dag, og vi forventer klart, at det kommer til at ske i fremtiden”, og fortsætter:

“Når der skal snakkes investeringer i digital infrastruktur og nyt teleforlig, er det jo af vital betydning, at politikerne har et fuldt oplyst billede over den datatrafik, som presser både de mobile og kablede netværk. Det er væsentligt i forhold til den politiske drøftelse om fremtidige investeringer, udbygning af infrastruktur og ikke mindst et moderniseret teleforlig”.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.