I denne klumme beskriver skribenten sin oplevelse med Amazons Alexa-assistent, og hvordan han genfandt glæden ved at lege med teknologi.
Mens jeg skriver dette, er amerikanerne enten i gang med at spise sig fuldkommen propmætte i kalkun og andet godt, eller også er de ved at stille sig i kø til Black Friday-udsalget, der starter senere. Det er Thanksgiving her i USA, hvor jeg bor. Da jeg ikke har noget familie herovre, plejer jeg at komme til det, vi her i Los Angeles kalder for ’Friendsgiving’. Der er så mange tilflyttere her i byen, at der næsten altid er nogle, der ikke har mulighed for at tage hjem til familien et andet sted i USA, og som så holder en Thanksgiving-middag for vennerne.
Sådan var det bare ikke i min vennekreds i år. De tog allesammen hjem til deres forældre. Jeg har fået et par Friendsgiving-invitationer, men de involverer ret meget kørsel i en af de mest trafikerede områder af verden på en af de mest trafikerede dage, og desuden har jeg en ordentlig skovlfuld arbejde, jeg er bagud med – heriblandt denne klumme. Så i 2016 hedder Thanksgiving altså ‘Worksgiving’ for mig.
I det hele taget har 2016 været lidt af et lorteår for undertegnede, og de seneste par uger har ikke været ret sjove. Dels på grund af valget af Trump, og dels på grund af nogle personlige ting, jeg ikke skal kede Recordere-læserne med.
Glæden ved nørderi
Pointen med denne lidt personlige udmelding er dog, at jeg af flere mennesker – heriblandt venner og folk, der arbejder professionelt med den slags – er blevet opfordret til at meditere lidt over, hvad der egentlig gør mig glad. Hvad kan få mig til at glemme alle problemerne og bare have et smil på i nogle timer?
Her plejer jeg at sige noget med eskapisme i form af audiovisuel underholdning præsenteret på teknologisk avanceret udstyr. Film i en veludstyret biograf. TV-serier på mit hjemlige anlæg. Musik afspillet på mine vellydende højttalere.
Men det gælder ikke. Den slags passiv aktivitet er nødt til at blive opvejet af noget mere aktivt, hvor enten hjerne eller krop eller begge dele bliver aktiveret. Nu kan jeg ikke hike rundt i Los Angeles’ bjerge, mens jeg lytter til intellektuelle podcasts hele tiden, og det handler måske også om at komme tilbage til noget helt andet og mere basalt.
Noget, jeg er ved at genopdage i den forbindelse er, hvad man kunne kalde ”nørde-sessioner”, eller ”nerdouts”. Nogle timer brugt på nørderi, der vel at mærke ikke er arbejdsrelateret. Når man laver det, jeg laver, kommer leg med apps hurtigt til at være noget, man skal skrive om i en artikel, og udforskning af nyt grej sker som oftest i embeds medfør.
Jeg er helt med på, at det er et embede, mange ville give deres højre arm for at få lov at tjene penge på, og at det er vildt privilegeret at tjene penge på skrive om, studere og lege med teknologi – især forbrugerteknologi. Det er bestemt ikke fordi, jeg er utaknemmelig, og jeg arbejder hårdt for at få lov at blive ved med at have det som job.
Echo Dot vakte nysgerrigheden
Oven i det studerer jeg teknologi fra alle mulige sociale og filosofiske vinkler i forbindelse med mit Ph.D.-studie, så gadgets er ikke længere bare en hobby for mig – det fylder hele mit liv. Og når man som jeg har beskæftiget sig med forbrugerteknologi og har studeret og skrevet om det professionelt i 16 år, kan man godt komme til at glemme den der helt barnlige glæde ved at lege med denne slags voksenlegetøj. Det er imidlertid en af de ting, jeg er ved at genopdage.
Årsagen til, at jeg er kommet i tanke om, hvor sjovt det er bare at lege med teknologien for legens skyld, hedder Alexa. Som de fleste, der læser Recordere vil vide, så er Alexa (ud over også at være navnet på en tjeneste, der måle webtrafik) Amazons virtuelle assistent.
Alexa bor i flere af Amazons hardwareprodukter, herunder Fire TV-boksen, som jeg allerede er glad bruger af. Så jeg kendte ”hende” godt i forvejen. Men jeg blev ved med at høre mere og mere om, hvor godt det fungerede med Alexa i Amazons trådløse, aktive højttaler, Echo. Men jeg har simpelthen ikke gidet investere de næsten 150 dollar, den koster, når jeg for det første har masser af både trådløse og trådbårne aktive højttalere, og for det andet allerede har Alexa siddende i min Fire TV-boks.
Da Amazon så kom ud med deres Echo Dot, blev jeg alligevel nysgerrig. Og det er jo som bekendt noget af det farligste, man kan blive, når man er gadget-nørd. Det er der, hvor kreditkortet begynder at brænde i ens tegnebog. Dot er en lille version af Echo, der fylder som en rund udgave af Apple TV, og som stadig har højttalere ombord. De er bare meget små, så lydkvaliteten er naturligvis ikke ret meget bedre, end hvad man får ud af en smartphone.
Til gengæld kan den kobles op på eksterne højttalere både med kabel og trådløst, så det var måske den rette vej fremad. Eftersom den kun kostede en tredjedel af den store Echo, kunne der vel ikke være så meget at tabe.
Goddaw, Alexa!
Så jeg bestilte for tre uger siden en Dot med levering til samme eftermiddag, som vi er så heldige at kunne her i byen. Da jeg kom hjem om aftenen, lå Dot’en med Alexa i og ventede på mig, men da var klokken så mange, at jeg ikke kunne rumme at gå i gang med at sætte den op. Så det blev i stedet til næste dag.
Næste morgen var det første, jeg gjorde, at sætte Dot’en op. Det viste sig at være lige så intuitivt, som man kan forestille sig. Man installerer Alexa-app’en på ens smartphone, trykker på et par knapper, smider SSID og kodeord ind til ens trådløse netværk, og så kører det sådan set. Dot’en bruger lige noget tid på at opdatere sin software, hvorefter Alexa siger pænt goddag med et varmt ”Hello!”.
To timer fløj forbi, mens jeg bare sad og prøvede kommandoer af på Alexa. Noget af det var, som det altid er tilfældet med den slags, meget frustrerende. Dem, der har prøvet at spille tekstbaserede adventure-spil i 80’erne og 90’erne kan sikkert huske den der irriterende fornemmelse af, at man skulle finde den helt rigtige formulering for at komme videre i spillet. Det nyttede ikke at krive ”Pick up the key”, når adventureprogrammet kun forstod ”Get key”.
På samme måde er det med Alexa, man skal ligesom lære at tale hendes sprog. Det er der jo for så vidt ikke noget nyt i. Lige siden Apple præsenterede Siri har vi jo langsomt lært at kommunikere med de virtuelle assistenter, hvad enten de hedder Cortana eller Google Now eller for nyligt, Google Assistant.
Alligevel var det som om, der var noget anderledes ved Alexa. Amazon er lykkedes med at lave en stemmeføring, der virker mere indbydende end de andre virtuelle assistenter. Det er muligvis bare en smagssag eller en subjektiv oplevelse, men det er sådan, jeg har opfattet det.
Men frustrationerne ved at prøve sig frem for at få Alexa til at gøre, som man gerne vil er netop kernen ved ”nerd-outs”. Det er en helt særlig disciplin, der faktisk er en slags mikrokosmos af hele ingeniør-mentaliteten.
Problemer og løsninger
Ingeniør-mentaliteten er den, hvor man ser alting som udfordringer eller problemer, der skal løses – og som der som regel findes en teknisk løsning på. Der er en kløft i vejen for vores fortsatte fremmarch – vi bygger en bro! Vi har en stor forurenings-ulykke, som truer dyre og menneskeliv i et bestemt område – vi sender kemi- eller miljøingeniørerne ind med teknologisk udstyr. Og så videre.
Hele den sjove oplevelse ved at rode med forbruger-elektronik handler om at sætte en udfordring op for sig selv, der involverer et stykke teknologi, og så få det til at virke. Vi bygger ikke broer, men vi får intelligente lamper til at blive styret fra vores smartphones. Vi opfører ikke mobilmaster eller lægger kabler i jorden til fibernet, men vi sætter Wi-fi op i hjemmet.
For mig handler det i høj grad om, at jeg aldrig var god til det praktiske. Det er der nok mange, der kan genkende. Som barn og ung skulle man helst ikke give mig en hammer og et søm i hænderne, med mindre man ville have et projekt til at mislykkes. Jeg er blevet lidt (meget lidt) bedre til det praktiske med årene. Men når det gælder om at sætte teknologi op, er jeg helt klart i en bedre liga. Jeg er ikke noget geni til at kode eller til at designe systemer, men jeg er bedre til det end lægmand, og det giver mig en enorm tilfredsstillelse bare at kunne få noget til at virke.
Når den nye wi-fi router spiller med den nyeste netværksteknologi, og den er blevet optimeret til spil og streaming, og der er ryddet op i frekvensbelastningen på det trådløse netværk fra de mange devices i hjemmet, er det næsten som at stå at kigge på den bro, man lige har bygget. Det er en slags miniudgave af den tilfredsstillelse, man mærker ved det sidste.
Når man er et gadget-hoved, er ens liv en række af den slags oplevelser, fordi der er mange forskellige gadgets at rode med. Det er en konstant serie af kampe med ting, der ikke virker, som man gerne vil vinde over. Og når man så får skidtet til at virke efter nogle timer, er det, at den der førnævnte barnlige glæde indfinder sig.
En platform for sjove løsninger
Alexa som platform giver rig mulighed for en hel masse af den slags udfordringer, som man kan overvinde, så bare alene med den ene virtuelle assistent kan man bruge timevis på at nørde ud og få et smil på læben flere gange undervejs.
Noget af det første, jeg gjorde, var at koble Alexa op til mit Philips Hue-anlæg. Det var ikke helt så ligetil, for selvom det var nemt nok at få forbindelse, var det lidt mere tricky at få Alexa til at vælge de presets, jeg selv havde defineret i Hue-app’en. Men da det endelig lykkedes og jeg fik Alexa til at slukke og tænde lyset og sætte det i bestemte farver baseret på de forskellige presets, var mine arme slet ikke til at få ned.
Siden har jeg rodet med at få Alexa til at styre et par andre sjove ting i mit hjem, og har fået assistenten til at spille så optimalt med Spotify, at jeg sjældent griber smartphonen for tiden, når der skal sættes musik på. At snakke med Alexa er simpelthen blevet en del af min hverdag.
Man kan hente en række egenskaber, eller ’Skills’ til Alexa, der udvikles af tredjepartsudbydere, og Alexa er også kompatibel med IFTTT, så der er næsten ikke grænser for, hvad man kan få den til. Og så er der alt det eksterne sjov, man kan have med Alexa: Lige nu er jeg i gang med at prøve at finde ud af, hvordan jeg bedst muligt får Dot’en til at køre med et eksternt batteri, så jeg kan tage den med rundt.
Jeg overvejer at købe en ekstra og installere den i mit badeværelse, så den kan spille afslappende new age-musik, når jeg daser i badekarret, eller kan læse de seneste nyheder op fra CNN, når jeg tager et hurtigt brusebad og børster tænder om morgenen.
Meningen med det hele
Jeg overvejer også at købe en ekstra Dot til bilen, så jeg kan have Alexa med der. Til sammenligning med Google Now eller Siri er Alexa nemlig noget mere brugbar, når det ikke lige gælder at slå noget op på et kort eller sende en besked til nogen. Alexa kan f.eks. afspille bøger fra Audible eller læse Wikipedia-sider op for dig.
Det vil kræve, at jeg får gjort noget ved mine lange overvejelser om at få sat trådløst netværk op i bilen. Men det er jo bare endnu en sjov udfordring, jeg kan nørde ud over.
Men, hør, vil den kvikke læser sikkert sige: ”Kan du ikke bare gøre alt dette med en smartphone? Hvis du nu køber en phablet, så er højttaleren næsten lige så stor og god som den i en Echo Dot, og du kan stadig sætte den til en større højttaler, hvis det er nødvendigt. Og en phablet skal ikke have eksternt trådløst netværk og har batteriet indbygget, snarere end eksternt.”
Jo, det kunne jeg såmænd nok. Jeg ville måske endda kunne finde en ældre phablet, der er rigeligt god til formålet for den samme billige pris som en Echo Dot – eller lidt mere. Ved at kombinere forskellige virtuelle assistenter vil jeg formodentlig også kunne få næsten den samme funktionalitet, som Alexa tilbyder, indtil Amazon beslutter sig for at udsende den som officiel app.
Men det er jo hele pointen: Det er en anden udfordring at gøre det på den måde. Det vil formentlig være langt mere frustrerende at forsøge at komme til at simulere Alexa og en Echo Dot i stedet for at gå ind i økosystemet og få det til at virke.
Der er længere mellem udfordring og løsning på den måde, og det bliver aldrig helt det samme. Jeg vil umiddelbart komme i mål flere gange med det samme tidsforbrug, end hvis jeg bare gik efter phablet-løsningen. Der vil være flere smil på læberne. Det andet har jeg også gjort 1000 gange før. Det handler nemlig i mindre grad blot om at nå et eller andet resultat.
Nej, det vigtigste svar på, hvorfor jeg får så meget sjov ud af at prøve at få netop Echo Dot og Alexa til at virke i alle disse sammenhænge er dette:
Fordi man kan.
