Veni Vidi Vici bliver den næste original-serie på Viaplay, med danske Thomas Bo Larsen i hovedrollen.
“Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”, på latin ‘Veni Vidi Vici’, er en ny dramaserie på Viaplay der får premiere til næste år.
Danske Thomas Bo Larsen spiller Karsten Daugaard, en dansk filminstruktør der af økonomiske årsager bliver tvunget til at forlade filmindustrien for at tage et “rigtigt” job.
Han bliver slagter på sin svigerfars (Michael Segerström) økologiske svinefarm, noget som han fra dag ét ikke bryder sig om.
Redningen bliver hans gamle ven og producer, Vincent (Rafael Edholm), som tilbyder en vej tilbage til filmbranchen med et godt betalt filmjob, som pornofilmsinstruktør.
Arbejdet er dog ikke uden problemer for Karsten, og snart fører han et dobbeltliv, som sætter både hans eget og familiens liv i fare.
“Det bliver fantastisk at spille Karsten. Han er en almindelig mand, der længes efter at være en stor kunstner. Og den længsel både forvandler hans liv til et mareridt, men den hjælper ham også med at finde vej til ‘the holy grail’. Det bliver en af de mere emotionelle roller, jeg har spillet igennem længere tid”, fortæller Thomas Bo Larsen.
Veni Vidi Vici instrueres af svenske Rafael Edholm og produceres af HandsUp Sthlm AB. Optagelserne starter dette efterår.
Serien består af ti afsnit og får premiere eksklusivt på Viaplay i foråret 2017 i hele norden.