31-årig nordjyde i spidsen for næste generations tv-løsning hos Stofa.
Kristian E. Lundgreen, 31 år, sætter sig fra 1. november 2016 i stolen som chef for Stofas udviklingsafdeling.
Her får han ansvaret for udviklingen af Stofas bud på næste generations tv-løsning. Den teknologi der medvirke til at realisere SE-koncernens strategi om at blive danskernes foretrukne leverandør af digital underholdning.
Udviklingsafdelingen har desuden ansvaret for Stofas SmartTv-platform og nye fritvalgs-tv Stofa MitTv samt et app-baseret WebTv-univers på både Apple og Android. Afdelingen består af 17 systemudviklere, systemarkitekter og projektledere.
“Tv-markedet er under hastig forandring i disse år, og sammen med mit dygtige team af passionerede udviklere glæder jeg mig til at sikre, at Stofa også fremover har en stærk position på markedet for tv og bredbånd”, fortæller Kristian E. Lundgreen, og fortsætter:
“Populært sagt kan man vel sige, at udviklingsafdelingens primære opgave er at gøre Stofa-forretningens drømme til virkelighed. Det handler om at få ting til at ske”.
Kristian er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet, med speciale i netværk og distribuerede systemer.