Samsung bør snart tage konsekvensen af deres fatale problem med Galaxy Note 7, og kalde alle telefoner tilbage, og sige. “Det var det”. I løbet af den sidste uge er tre ombyttede telefoner brudt i brand.
Nu må det være nok. Selvom Samsung har sat et stort ombytningsprogram i gang, og visuelt nu viser om telefonen er omfattet af problemet eller ej, så er der på en uge brudt brand i tre telefoner, der er ombyttet og ikke burde have samme fejl.
Samsung bør tage konsekvensen nu, og sige stop. Tilliden til produktet er væk fra branchens side, flyselskaberne vil ikke have dem ombord, og postselskaber ønsker ikke at bringe telefonerne ud til kunderne af hensyn til deres medarbejders sikkerhed.
Brød i brand kl. 4. om natten
Seneste situation skete i Nicholasville, Kentucky i USA. Ejeren Michael Klering vågnede kl. 4 om natten med soveværelset fyldt med røg. Selvom telefonen ikke var sat til opladning, brød den alligevel i brand. Michael Klering måtte iøvrigt behandles for røgforgiftning på det lokale hospital.
På den lokale TV station WKYT, kan man se et længere interview med Michael Klering.
Dette er 3. tilfælde på en uge. I samme uge er en ombyttet Galaxy Note 7 også er brudt i brand ombord på et fly, og forleden gik det galt for en pige på 13. år, hvor telefonen brød i brand i hænderne på hende (billedet ovenfor, kilde KSTP TV).
Hvad nu Samsung?
Mens Samsung officielt ikke meldt noget ud omkring de nye tilfælde, så har alle amerikanske teleselskaber allerede taget konsekvensen og tilbyder alle Samsung Galaxy Note 7 ejere at tage telefonen retur og returnere pengene til kunderne.
Så indtil videre må vi vente på en officiel udmelding fra Samsung hvad de vil gøre for de kunder som har den ombyttede model, og nu må være utrygge ved at bruge deres smartphone.