I denne klumme causerer skribenten lidt over sin manglende ophidselse og spænding over udvalget af smartphones i denne tid.
Jeg står i en lidt mærkelig situation. Det er sådan en lidt bizar, blandet følelse af at være desillusioneret og træt.
Det handler om smartphones.
Som tech-skribent har jeg altid været en af dem, der absolut skulle have det nyeste først, og hvis der var flere ting, der var nye, skulle jeg have det hele. Når økonomien tvang mig til at vælge, var det næsten ubærligt, og det var ikke nogen sjældenhed, at jeg satte mig gæld for at få en ny telefon. Helt tilbage fra dengang, hvor der ikke var noget, der hed smartphones, og hvor Nokia 7110 var det absolut mest avancerede, man kunne forestille sig.
Men nu står jeg i den situation, at jeg er en generation bagud på min smartphone, så det er jo på tide at skifte. Jeg kan bare ikke finde nogen smartphone, jeg gider eje. Eller i hvert fald ikke én, der samtidigt ligger i et prisleje, jeg gider betale.
Det er godt nok en mærkelig fornemmelse, når man hen over to årtier har besiddet en næsten ubrudt kæde af superavancerede håndsæt. Måske er det bare mig, der er blevet gammel og ikke er lige så villig til at sætte økonomien over styr for at købe noget lækkert.
Eller også er udvalget af smartphones i sidste halvdel af 2016 bare ikke specielt spændende.
Umiddelbart kunne jeg fristes til at sige, at det alt sammen er Apples skyld. Som tech-skribent føler jeg, det er min pligt at holde mig orienteret på (som det mindste) de to største smartphone-platforme, og derfor har jeg i mindst 6-7 år vekslet jævnligt mellem Android og iOS. Jeg har altid haft mindst en af hver liggende og i nogle situationer har jeg endda brugt begge samtidigt, hvis jeg var ude at rejse eller af andre grunde havde behov for at have to SIM-kort i gang.
IPhone 7 ødelagde rutinen
De fleste, der følger, hvad jeg skriver, ved også, at jeg synes der er fordele og ulemper ved begge systemer og at de har cirka lige mange af hver, så den ene er ikke bedre end den anden. Eller sagt på en anden måde, de er begge lige utilfredsstillende.
Når jeg alligevel er fristet til at skyde skylden på Apple handler det om iPhone 7. Under normale omstændigheder ville jeg være inde i en iPhone-periode lige nu. Sådan én har jeg altid, når en ny iPhone er kommet ud, indtil der kommer en eller anden super-Android fra en eller anden producent, jeg er nødt til at prøve i stedet.
Men efter jeg testede iPhone 7 her til Recordere.dk, stod det klart. Det her var ikke en iPhone, jeg kunne beholde. På det tidspunkt havde jeg stadig min iPhone 6S, og der var simpelthen for lidt fornyelse på iPhone 7 til at jeg syntes, den var investeringen værd. Som musik-menneske kan jeg bare ikke undvære et minijack-stik til hovedtelefonerne endnu, og den der ”smid-mig-væk-nu”-adapter, der fulgte med var nærmest en fornærmelse.
Så iPhone 7 røg retur til butikken efter jeg havde testet den. Jeg overvejede om jeg skulle købe en iPhone 7 Plus, for kameraet og dets ’Portrait Mode’ var temmelig tiltrækkende. Men da jeg overvejede prisen op mod hvor irriteret, jeg ville blive over det manglende hovedtelefonstik, mistede jeg lysten til at eje den.
Som nævnt havde jeg stadig min iPhone 6S, men den havde jeg lovet at sælge til en veninde. Jeg overvejede kort, om jeg skulle købe en iPhone 6S Plus, men det gav bare ikke rigtig mening, når jeg lige havde solgt min 6S’er, når den alligevel ikke er SÅ meget billigere end en 7’er, og jeg ikke får det nye dobbeltkamera med. Mit personlige SIM-kort røg derfor tilbage i min Nexus 5X.
Og den er såmænd også en fin telefon. Jeg elsker Googles egen version af Android, men jeg elsker endnu mere, at telefonen ikke har kostet mig det hvide ud af øjnene. Jeg har også en GALAXY S6 Edge liggende. Men jeg bruger den ikke, fordi jeg bare må konstatere, at den der Edge-kant irriterer mig mere end den gavner mig. Det kan bare heller ikke betale sig at sælge den. Det viser sig, at Samsungs GALAXY-flagskibe ikke holder prisen ret godt.
Skulle jeg så købe en S7? Hvorfor skulle jeg det? Der er absolut ingenting ved den, ud over en rimelig batterilevetid, der gør den mere attraktiv for mig end andre Androids. Tværtimod synes jeg faktisk, Samsungs smartphones er lidt smådyre i forhold til, hvad man får. Gennem de sidste par generationer har jeg f.eks. syntes, man fik mere for pengene hos LG eller Huawei end hos Samsung.
Den mest lovende telefon brød i brand
Der var dog en 2016-smartphone, som jeg faktisk syntes lød ret cool. Den havde en stor skærm, masser af power under motorhjelmen, iris-scanner til opløsning og verificering af identitet (cool!) og ikke mindst, et batteri, der kunne holde til min ret heftige brug, uden at jeg behøvede være bekymret for at det løb tør før jeg gik i seng.
Problemet var jo naturligvis bare, at det store batteri havde tendens til at bryde i brand. For ja, det er Samsungs GALAXY Note 7, jeg taler om. Note 7, som Samsung efter sigende skyndte sig at gøre færdig, fordi de havde hørt, at den næste iPhone ville blive ret kedelig. Hastværk er lastværk.
Så når jeg spøger med, at det hele er Apples skyld, er det fordi de har lavet en ret skuffende telefon selv, og har fået andre til at lave telefoner, der eksploderer. Og stakkels mig har ikke noget ny, spændende tekenologi, jeg kan købe (her kan man virkelig tale om forkælede first world problems!)
Det er naturligvis bare for sjov, at jeg skriver at Apple er skyld i det hele. Det passer ikke. De er knapt nok skyld i at iPhone 7 er en skuffelse. Faktum er, at vi alle sammen bare har lyst til at beholde vores telefoner længere, og som både IDC og Gartner har påvist, så går der nu et halvt år længere mellem vores opgraderinger til nye telefoner, end der gjorde sidste år.
Så vi køber færre telefoner, og derfor er Apple og de andre producenter nødt til at innovere lidt langsommere. Det er fint nok for alle dem, der allerede har en telefon, de er tilfredse med. Det har jeg ikke. Og det byder mig imod at købe en smartphone, der er mere end et år gammel. Det er simpelthen imod min natur som tech-skribent.
Hvad med alternativerne? Lige nu ser LGs kommende V20 faktisk ret attraktiv ud. Den har – modsat iPhone 7 – et hovedtelefonstik, og LG har endda gjort noget ekstra ud af DAC’en i den. Derudover har den to skærme, hvilket taler til mit gadget-gen. Og så skulle den efter sigende også have batterilevetid i lange baner.
Problemet er bare, at den koster mere end en iPhone, hvor man i forvejen betaler alt for meget, fordi der står Apple på den. Og at de første tests viser, at den der lange batterilevetid ikke er så lang som først antaget. Kameraet skulle heller ikke være så fantastisk, som de første hands-on-tests viste.
Får ikke nok for pengene
Jeg sagde tidligere, at jeg var ret vild med Googles egen Android-version. Ingen dikkedarer, bloatware eller forsinkede opdateringer. Og eftersom jeg jo bor i USA, så hører jeg til de heldige, der kan købe en Pixel. Men den er jeg faktisk heller ikke specielt varm på.
Ganske vist får den fremragende anmeldelser alle vegne, og både kamera og batterilevetid skulle være fantastiske. Men den er OGSÅ dyr. Jeg vil have XL-versionen for at få den bedste batterilevetid, men når der er lagt California Sales Tax og forsendelse oven i, så koster den 900 dollar for den mindste version.
6.000 kroner. Det ville jeg måske have betalt, hvis der var tale om en telefon, der kunne noget helt specielt. Hvis den f.eks. var den eneste med adgang til 24/96-musikstreaming, som den samtidig kunne videreformidle trådløst til mit anlæg og konvertere med en eller anden superconverter til analog lyd i mine studie-hovedtelefoner. Og hvis den samtidig var super-lækker at se på.
Men den kan ingen af delene. Der er ingen tvivl om at Pixel er en god telefon, men den er bare god til alle de ting, alle de andre også kan, måske bare i lidt mindre grad. Der er selvfølgelig Assistant ombord. Min oplevelse med Amazons Alexa, som bor inde i min Fire TV-boks, er dog ikke overvældende, så jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan bruge Assistant til noget reelt. Og slet ikke for 6.000 kroner. Og slet ikke, når jeg synes, Pixel er kedeligere at se på end mel.
Kedelig eller kedeligere
For at være helt ærlig, så er den telefon, der er mest tiltrækkende lige nu, Huaweis Honor 8. Honor-serien er først for nyligt kommet til USA, men den fås i en lækker blåsort farve, der allerede får mit gadget-hjerte til at banke blot ved synet. Det er ikke noget banebrydende design, men det er præcis strømlinet nok til at være appellerende.
Den har det samme dobbelte kamera-setup som Huawei P9, men der er skåret på hardware-siden. Processoren er ifølge anmeldelserne hurtig nok til det meste, men man skal nøjes med 12 megapixel på kameraet, 1080p-opløsning på skærmen og man kan ikke optage 4K-video. Og så er det ikke Googles egen Android, der ligger på, så indtil Huawei får taget sig sammen, ville jeg skulle nøjes med Marshmallow.
Til gengæld koster Honor 8 det halve af, hvad alle de andre telefoner koster. Det samme kan siges om OnePlus 3, men her skal jeg også nøjes med OnePlus’ version af Android. Så lige nu spørger jeg mig selv – kan jeg leve med disse ting, hvis jeg ikke skal betale ret meget for telefonen og derfor kan skifte den ud til næste år, når udvalget forhåbentligt er bedre?
Men alene det faktum, at jeg kan stille det spørgsmål peger på det egentlige problem: Hvor det tidligere altid har stået fuldstændigt klart, hvad min næste telefon skulle være, fordi der altid var en klar vinder, ser alle 2016s smartphones ud til at være et valg mellem kedelig, kedeligere eller uacceptabelt.
Jeg er sgu nok bare ved at blive gammel.
