Google præsenterede sit VR-headset baseret på Daydream for nylig, men det er langt fra det eneste VR-projekt, de har gang i.
Den filtbedækkede VR-brille Daydream View (bill.) er lavet til at fungere med deres Pixel-telefon, men ifølge Engadget er der også en anden, mere ambitiøs VR-brille på vej.
Den sidstnævnte behøver ikke nogen telefon eller opkobling til en computer eller en spilkonsol for at virke. Den kan fungere som ”standalone”.
Oven i hatten er den også et AR-headset, altså Augmented Reality. Google vil bruge sensorer – herunder kameraer – til at skabe et billede af virkeligheden inde i brillen. Man kigger altså stadig på en skærm, men skærmen viser altså virkeligheden udenfor brillen, og lægger så digitale elementer oven i.
Samtidig kan brillen tracke dine øjne for at gøre AR-oplevelsen endnu mere realistisk. Så man kan sige, at der er tale om en VR-brille, der også kan skabe en ”virtuel” udgave af den ”rigtige” virkelighed for at opnå AR.
Ifølge Engadget er en enhed, der passer med denne beskrivelse (som kommer fra kilder med kendskab til sagen) på vej gennem godkendelsesprocessen hos de amerikanske telemyndigheder. Det kan betyde, at vi kommer til at se brillen, førend vi venter det.