Det amerikanske hit-show ”Impractical Jokers” viser, hvad der sker, når fire komikere gennemfører improviserede jokes på intetanende mennesker og optager det med skjult kamera.
Hvordan reagerer helt almindelige mennesker, når de bliver bedt om at skrive under på en indsamling til støtte for mænd, der ufrivilligt er jomfruer? Eller hvad hvis ekspedienten bag burgerdisken pludselig begynder at flirte og kysse dem på armen for at få drikkepenge?
Det får man svaret på i det amerikanske hit-show ”Impractical Jokers”, der har dansk premiere på Comedy Central i aften den 3. oktober kl. 21.25.
I showet følger vi de fire komikervenner Joe, Murr, Q og Sal, der kæmper ved at stille hinanden en række vanvittige udfordringer ude blandt helt almindelige mennesker, som de skal gennemføre – koste hvad det vil.
Men i modsætning til andre skjult kamera-programmer, så er de forskellige jokes i Impractical Jokers ikke øvet på forhånd, men bliver i stedet givet løbende via en øresnegl. Så ingen aner, hvordan de uskyldige ofre vil reagere, og hvis udfordringen ikke lykkedes, får den tabende komiker en straf.
Impractical Joker er blevet et kæmpehit i England og USA og har fået en rating på hele 8,7 ud af 10 på internetsiden IMDB. Showet havde præmiere i USA i 2011 og har siden da kørt i fem sæsoner.
Første sæson af Impractical Jokers har dansk premiere på Comedy Central mandag den 3. oktober kl. 21.25 og sendes derefter hver dag på samme tidspunkt mandag-fredag.