Man kan mene, hvad man vil om store firmaer som Apple og Samsung og deres forhold til patenter.
Men de fleste kan nok blive enige om, at patent-trolde ikke er de flinkeste væsener i verden. Patent-trolde eller Patent Trolls er firmaer, der opkøber patenter for små penge fra opfindere uden midler til ordentlige advokater. Og som derefter sagsøger virksomheder som Apple for patentfusk, uden at den oprindelige opfinder nødvendigvis får del i de penge, der hentes hjem via den store retssag.
Sådan en sag har Apple netop tabt, i forbindelse med tredje gang, Apple og firmaet VirnetX mødes i retten. VirnetX er blevet kaldt en patent-trold i flere medier, fordi de er helt åbne om, at de ikke udnytter patenterne til egentlig produktion af hardware eller software.
I den givne sag handler det om noget af teknologien bag FaceTime, som VirnetX har sagsøgt Apple for siden 2010. Sidst, der afsagdes dom i sagen, blev Apple dømt til at betale 600 millioner dollar til VirnetX. Den dom blev dog underkendt i august måned på grund af en teknikalitet. Nu har en domstol i Texas så dømt Apple til at betale 302.4 millioner dollar.
Ifølge Bloomberg er der dog allerede en appelsag i gang, som VirnetX skal vinde, før Apple bliver tvunget til at skrive en stor check. Reuters fortæller dog derudover, at VirnetX også har gang i en sag angående iMessage-patenter.