I denne klumme griber skribenten i egen barm og kritiserer teknologijournalistikken for at være for ukritisk.
Luk øjnene. Forestil dig en smartphone.
Den kommer fra et helt nyt mærke, du ikke kender. Den kommer på gaden i det sene efterår 2016 eller måske tidligt i 2017.
Lige i tide til at udnytte det hul, der er blevet skabt af Apple og Samsung, efter lanceringen af en iPhone 7, mange mener blot træder vande og en Note 7, der brænder folk, biler, bygninger og alt mulig andet af.
Måske kommer den fra Kina. Eller nogle af de andre steder, hvor de forsøger at skabe et tech-boom lige nu, som Rusland. Eller Israel. Eller Espoo i Finland.
Den er tynd, men ikke vanvittigt tynd. Der er kælet for detaljerne i designet, der er flot og strømlinet, men den er ikke B&O-flot.
Blot pæn nok til at se godt ud, når den er kapslet ind i et cover. Den har en batterilevetid, der er på niveau med resten af markedet. Den – og her skal du virkelig sætte fantasien i spil – kører et styresystem, der er kompatibelt med både Android og iOS, og kan indgå i begge økosystemer uden problemer.
Dens skærm ligger rent grafisk lidt under, hvad andre konkurrenter på markedet kan. Den har samme vandafvisnings-certificering som sine konkurrenter. Dens hovedkamera ligger i top ti, når det vurderes af de professionelle, men ligger i midten af de ti bedste.
Måske uden for top 5. Den følger trenden som Motorola, Oppo, LeEco og Apple er sprunget på med at droppe hovedtelefonstikket.
Den kører med sin egen stik-standard, så du kan ikke bruge den med udstyr, alle andre smartphones kan bruge. Når man måler på dens ydelse, ligger den præcis der, hvor man kan forvente den skal ligge, på det tidspunkt, den kommer ud på.
Lidt bedre end dens nærmeste konkurrent, men kun lige præcis så meget bedre, som Moore’s lov foreskriver at den skal have, fordi den udkommer nogle måneder efter førnævnte konkurrent.
Her kommer dog det vigtige: Den koster 15-20% mere end alle konkurrenterne.
Ville du købe den?
Umiddelbart ville de fleste nok ryste på hovedet af sådan en tanke. Hvorfor ville man dog betale 15-20% mere, for hvad der umiddelbart på mange måder virker som en middelmådig telefon?
Mange har sikkert gættet, at hvis man trækker oprindelseslandet og kompatibiliteten med Android og iOS ud af ligningen ovenfor, så passer beskrivelsen på en iPhone 7.
Men denne klumme handler ikke om, hvad jeg mener om iPhone 7 og folk, der køber den. Hvad jeg mener om iPhone 7 kan man læse i min test af den, og jeg har for længst opgivet at forstå folk, der lægger enorme følelser og loyalitet i deres valg af forbrugerelektronik.
Som jeg har skrevet på disse sider til hudløshed, så er jeg (og det er åbenbart en sjældenhed, og hvorfor det er tilfældet, er mig en gåde) temmelig neutral overfor platforme. Jeg ejer både Macs og Windows-PC’er. Det er ikke så længe siden, jeg gik tilbage til Windows, når det gælder arbejdet, fordi jeg synes, de seneste udgaver af MacOS er noget hø. Men det er ikke ret længe siden at det var omvendt med de to, og det kan hurtigt blive det igen.
Jeg bruger stadig min Mac til visse formål, herunder musik. Jeg skifter konstant frem og tilbage mellem Android og iOS på både smartphones og tablets, fordi begge platforme har fordele, jeg kan bruge på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. De har også begge en række ulemper, og jeg har svært ved at se, at den ene skulle have flere ulemper end den anden.
Men jeg ved godt, at det ikke er normalt at være så neutral, de fleste foretrækker at have med en enkelt platform at gøre. Det er helt forståeligt. Der er en masse forskelle, man skal sætte sig ind i, og selvom mange mennesker er interesserede i forbrugerteknologi, har de også familie, venner hobbyer og ikke mindst jobs, der måske intet har med forbrugerteknologi at gøre, og har bare ikke tid til at sætte sig ind i alle disse forskelle.
Modsat sådan én som mig, der både studerer samfundets teknologi på universitetet, lever af at skrive om og analysere forbrugerteknologi, holder foredrag og workshops om teknologi.
Jeg lever og ånder teknologi, og mest af alt forbrugerteknologi og har gjort det, siden jeg var barn. Jeg forstår fint, hvis andre har et mere sporadisk forhold til det, og helst vil holde sig til (og derfor forsvarer deres valg af) en bestemt platform. Det er også nemt for mig at tilgive, hvis nogle folk er misinformerede eller decideret usaglige i deres diskussionsform, for i mange tilfælde kan man ikke forvente andet af folk, der ikke har dedikeret deres liv til det her område (Der er også masser af folk med samme dedikation som mig selv, der er bare er uenige, og det er jo sådan, det skal være).
Hvor er forskningen i tech-journalistik?
Nej, det jeg vil angribe i denne klumme er mine egne artsfæller. Teknologijournalister.
På det seneste har jeg i forbindelse med mine studier på UCLA opdaget, at der stort set ikke er nogen, der har studeret teknologijournalistikken akademisk. Ud over hele det akademiske felt, hvor der forskes i almindelig reportage- og graverjournalistik fra ind- og udland, findes der akademiske studier af stort set alle andre journalistiske specialområder, lige fra politisk journalistik over modejournalistik, sportsjournalistik, videnskabsjournalistik til kulturjournalistik om f.eks. musik og litteratur. Der findes endda flere studier af spiljournalistik end af teknologijournalistik.
Vel at mærke til trods for, at forbrugerteknologien ligger til grund for vores forbrug af mange af disse. De fleste af os bruger forbrugerteknologi til at opleve spil, musik og sport, og manges litteraturforbrug er også betinget af forbrugerteknologi. Faktisk er de flestes forbrug af selve journalistikken helt generelt betinget af tilstedeværelsen af forbrugerteknologi (Du læser jo ikke dette på papir, vel?).
Dertil kommer alle de teknologi-nyheder, der skrives udenfor forbrugerområdet. Der er dækning af teknologi i erhvervslivet og produktionsmiljøet. Eller den politiske side af sagen, der handler om alt fra forskning i sundhed over arbejdsvilkår til cyberkrig og privatlivsrettigheder. Alle de store medier dækker teknologi, og mange har endda deciderede sektioner eller programmer om det.
Hvis nyhedsdækning og ordentlig journalistik er så vigtigt for befolkningens oplysningsniveau og demokratiet, som vi journalister godt kan lide at påstå, så er det da bizart, at så stor en del af det journalistiske billede ikke er blevet studeret akademisk på niveau med alle de andre områder.
Jeg har en fornemmelse af, at den manglende akademiske analyse og kritik er en del af grunden til, at teknologijournalistikken har et objektivitetsproblem. Nuvel, alt hvad der hedder journalistik er siden blogs og sociale mediers fremkomst blevet drevet i retning af holdningsbaseret journalistik, hvilket er et område i fokus for dem, der forsker i journalistikken på akademisk niveau.
Ukritisk videreformidling af Silicon Valley-pressemeddelelser
Men det er alligevel påfaldende, hvor meget af teknologijournalistikken, der blot er, som en dansk-svensk teknologiforsker, jeg talte med i sommer udtrykte det: ”videreformidlede pressemeddelelser fra Silicon Valley”.
Det skal siges, at det gælder for al journalistik, at ukritisk viderebringelse af pressemeddelelser er over det hele. En udbredt vits i journalistikken, som nogle måske vil genkende fra den danske film ’Kongekabale’: ”Uden klippe-klistre, ingen journalister”.
De fleste seriøse medier sætter dog en ære i at være kritiske overfor pressemeddelelser, når de kommer i alle andre journalistiske områder. Man ringer og får en kommentar fra en eller anden, der måske har et andet perspektiv på det, der står i pressemeddelelsen. Man sætter det i perspektiv med, hvad der ellers er sket på området.
Men når det gælder teknologi, er en meget stor procentdel af det, vi læser om teknologiprodukter, pressemeddelelser garnet med ekstra fakta om produktet, som journalisten lige hiver frem fra hjernekisten eller søger på sit eget medie, sådan at man kan linke til tidligere artikler fra samme medie.
Jeg vil godt med det samme understrege, at min pegefinger nok peger udad i dette tilfælde, men der peger tre fingre indad mod mig selv. I mit virke her på Recordere og i andre medier er jeg lige nøjagtig lige så slem/god til at arbejde efter ovenstående praksis som alle mine andre kolleger. Nu har det aldrig været planen, at Recordere skulle være Ekstra Bladet for forbrugerjournalistik og sige ”Velkommen på forsiden” til folk eller virksomheder, der skal afsløres i et eller andet fordækt.
Recordere er et community-medie. Vi viderebringer nyheder, vi tror er interessante for folk med hjemmets elektronik som hobby, og især det stof, der har med lyd og billede at gøre. Hvis vi er kritiske, er det fordi, vi gerne vil beskytte vores læsere mod at købe katten i sækken, og man kan som regel tydeligt se, når vi selv har haft fingre i noget, vi er kritiske overfor, og hvornår vi blot rapporterer.
Vi citerer ofte andre mediers historier, fordi vi gerne vil være et samlingspunkt for det ovennævnte community. En af vores roller er at fungere som filter for folk, der ikke har tid til at gennemtrevle den massive storm af nyheder om forbrugerelektronik, man kan finde på udenlandske medier.
Hvis det er vigtigt for community’et, kan du som regel finde det hos os. Vores nyheder er som regel korte, fordi vi ved, at vores læsere er gode til engelsk og er intelligente nok til at google videre eller følge kildehenvisningerne til et andet medie og læse mere om en given sag, hvis de vil dybere ned i den.
Vi er samtidig et lille medie, som ingen af de involverede arbejder med på fuld tid, men kører ved siden af deres almindelige jobs. Så kritisk journalistik er en luksus, vi kun benytter os af en gang imellem – og det lader vores læsere til at være ganske tilfredse med og forstående overfor.
For nu at gribe yderligere i egen barm er det dog langt fra altid, at jeg stiller mig kritisk, når jeg skriver for andre medier. Et medie som Politiken, som jeg også skriver for, er jo netop bygget på læsernes tillid til, at journalistikken der er kritisk og ikke blot agerer talerør for bestemte interesser. Og det er ikke altid, jeg gør det godt nok, når jeg videreformidler nyheder fra f.eks. Silicon Valley. Men jeg prøver.
Objektiv kritik
Det er der også mange af mine amerikanske og europæiske kolleger, der gør på de store tech-medier.
Uanset, om man læser TechCrunch, Engadget, Recode, Motherboard, The Information, The Verge, Computerworld, PC World, CNET, The Next Web, VentureBeat, eller holder sig til de store avisers techdækning, såsom den i The New York Times, Financial Times, The Wall Street Journal og så videre, eller læser nogle af de utallige teknologi-blogs derude, så findes der fine, dygtige journalister, der altid anlægger et kritisk perspektiv uden at være farvede – hvilket jo er den svære balancekunst, man går på skole for at lære, når man uddanner sig som journalist.
Men hold da op, hvor er der også mange, der bare klippe-klistrer. Og hvor er der mange, for hvem det er helt umuligt at være objektive.
Her kommer vi tilbage til tankeeksperimentet ovenfor. Jeg er ret overbevist om, at hvis der havde stået noget som helst andet end Apple på den nye iPhone 7, så var den blevet mødt med skuldertræk i tech-medierne.
Hvis den havde været en eller anden ny telefon fra et relativt ukendt, kinesisk mærke, så var det bare blevet til et par smånyheder i medierne, og så var den i øvrigt blevet glemt for længst. Måske ville nogle enkelte journalister være kommet med en kritisk kommentar om dens høje pris i forhold til, hvad man får for pengene.
Nu er det bare sådan, at der står Apple på den. Og verdens mest værdifulde teknologifirma er naturligvis i det, journalister kalder ”offentlighedens interesse”, og derfor skal den have yderligere opmærksomhed. Inden for enhver anden journalistisk genre ville journalisterne have skepsis’en og den kritiske vinkel klar. Man ville sidde på spring til at afsløre det, hvis det nu skulle vise sige, at kejseren intet tøj havde på.
Det skete ikke. I stedet lykkedes det Apple at lancere en telefon, der træder vande og ikke bringer ret meget nyt med sig, og for hvilken, man betaler overpris – og pressen synes nærmest, det var synd for Apple. Medier som Cult of Mac og Boy Genius Report lever i en Apple-boble. Vi ved fra starten, at de kommer til at være fuldkommen farvede i deres dækning. Fair nok. Sådan er det i et holdningsbaseret, journalistisk miljø.
Men ikke ret mange af de andre medier turde være decideret hårde ved iPhone 7 heller, selvom den fortjener kritik. I tests som Engadgets, skrevet af Chris Velazco, som jeg ellers har ret meget respekt for, understreger de på plussiden, at smartphonen er vandafvisende (med et udråbstegn!), som om det er en helt fantastisk feature. Til trods for, at det samme medie andetsteds skriver at Apple ”langt om længe” også har lavet en vandafvisende telefon, noget, deres konkurrenter har gjort i årevis.
Han skriver, også at det nye kamera er ”massivt forbedret”, hvilket jeg i hvert fald personligt er uenig i. Det er forbedret, ja, men massivt? Det meget velansete forbrugermedie Consumer Reports, der i 80 år har vurderet produkter for amerikanske forbrugere – lidt i stil med Tænk i Danmark – skriver det modsatte. At forbedringerne i iPjone 7-kameraet (ikke plus-modellen) er så små, at det ikke betyder noget som helst.
The Verges anmeldelse af iPhone 7 forsøger virkelig at forstå, hvad det er Apple gerne vil. De forsvarer iPhone 7 ved på en måde at sige ”Nejnej, det er ikke en overprissat telefon, der kan mindre end konkurrenterne. Det er bare fordi, den NÆSTE iPhone bliver meget federe, og den er bare ikke klar endnu”. Hvorfor er det okay at prøve at forstå baggrunden for Apples handlinger, når man ikke gør det med andre mærker?
Prøv lige engang at kigge på deres plusser og minusser ved iPhone 7. Det er mine kommentarer i parenteserne.
På plussiden nævner de at den er
-vandafvisende (hvilket alle konkurrenterne også er – så det er efterhånden standard og ikke et plus),
-at kameraerne er forbedrede (meget lidt på iPhone 7),
-at batterilevetiden er bedre (men den kan stadig ikke holde til en hel del dags hektisk brug, ligesom de fleste andre smartphones),
– at den har en fantastisk skærm (med mindre PPI end konkurrenterne og en øvrig kvalitet, der er på linje med andre topmodeller),
– at Apples ”taptiske” feedback-teknologi er fedt (ligesom så mange andres er det, og når det gælder 3D Touch er der ingen, der bruger det, og folk virker ikke synderligt glade for den taptiske feedback i den nye Home-knap)
– og at dobbelt-kameraet på iPhone 7 Plus er fantastisk (og helt anderledes end det på iPhone 7, hvorfor det er mærkeligt at putte dem i samme anmeldelse og give dem en fælles score).
På minussiden nævner de, at det manglende hovedtelefonstik er problematisk, at den jetsorte model nemt får ridser, at der ikke er nogen designmæssig forskel på iPhone 7, 6S og 6, når den kommer i et cover, at den trådløse lydløsning i telefonen ikke er klar og stadig er ”umodent”, at man skal leve med en masse dongles og adaptere, at iPhone 7 plus virker stor i forhold til konkurrenterne og at sidstnævntes bedste kamerafeatures ikke er klar endnu. Altså nogle rimelig substantielle kritikpunkter. Designet er tre år gammelt, overfladen er følsom og Apples lydløsning fungerer ikke.
Alligevel giver The Verge iPhone 7 og 7 Plus en samlet score på 9 ud af 10.
Det tror jeg simpelthen ikke på var sket, hvis der ikke havde stået Apple på den smartphone. iPhones er også de eneste telefoner, hvor medierne anmelder to forskellige modeller af den samme telefon i samme anmeldelse. Der er forskel i opløsning på skærmen, i batterilevetiden, i kameraet, i formfaktoren og på 6S og 6S Plus var der endda forskel på ydelsen. Hvordan kan man vurdere disse to telefoner under ét?
Kunne det være fordi, man hælder til at give en positiv anmeldelse, og så vil man helst lade de bedste funktioner fra iPhone 7 plus smitte af på iPhone 7?
Men altså. Det her handler desværre ikke kun om Apple.
Det er ikke kun Apple, der får særbehandling
I 2010 lavede jeg en af de få empiriske undersøgelser af tech-journalistik, der er blevet publiceret i videnskabelige journaler. Jeg sammenlignede dækningen af en række amerikanske tech-firmaer, herunder bl.a. Apple, Google, Microsoft og Oracle, i nogle af de største, amerikanske aviser.
Det er næppe overraskende for nogen, at Apple og Google havde 80% mere dækning end deres konkurrenter, selvom deres konkurrenter havde 80% flere udmeldinger til pressen og altså gjorde langt mere for at få dækning i medierne. Og hvor dækningen af Apple og Google var overvejende positiv, var dækningen af de andre overvejende negativ.
Hvis nogen er interesseret, kan den læses her. Seks år er en evighed i tech-branchen, men lige præcis i dette tilfælde, er jeg ikke sikker på, at meget har ændret sig.
I dag tør jeg f.eks. godt love, at Facebook får langt mere positiv dækning i medierne end f.eks. Microsoft, selvom Microsoft er et meget større firma og laver langt flere ting. Google er stadig en darling i pressen, og det er Apple som påvist ovenfor, også.
Pointen med hele denne smøre er som nævnt ikke at hænge Apple ud. Det her er overhovedet ikke Apples skyld. Som en af mine venner sagde den anden dag: ”De er jo et boutique tech-firma, der pludselig har fået enorm succes med deres produkter.
Men de gør, som de hele tiden har gjort. Apple-produkter har altid taget chancer, været bagud på visse områder og foran på andre. De har altid været dyrere end alle andre. Det har ikke ændret sig, selvom de pludselig er populære hos en masse mennesker”. Den observation er ikke helt forkert.
Apple og iPhone 7 er bare et eksempel her. Selvfølgelig skal Apple have lov at lave en iPhone, der skuffer for en gangs skyld. Der kommer sikkert en næste år, der er meget bedre. Ligesom da Samsung lavede den skuffende GALAXY S5 og så kom tilbage med et brag af en smartphone med S6 Edge.
Men I læsere fortjener en tech-presse, der tør sige tingene, som de er og hvor journalisterne gør alt, der står i deres magt for at træde ud af deres personlige præferencer og interesser, når de vurderer noget. Man kan sagtens være en fair kritiker og sige, at dette års iPhone eller GALAXY-smartphone er en skuffelse, uden at man bliver til Thomas Treo og har behov for at køre sine egne dæmoner af på læserne gennem usaglig kritik af et eller andet.
Med den stigende indflydelse, teknologi har på vores verden, har I læsere faktisk et krav om en tech-presse, der forholder sig sagligt, men kritisk til tingene, helt nede på forbrugerniveau og ikke bare, når f.eks. Google og Apple går i skattely i Irland. Jeg vil i hvert fald gøre mit til det, ved både at være forsigtig, når jeg videreformidler nyheder andre steder fra. Men jeg har også tænkt mig på sigt at gå dybere ind i akademiske studier af tech-journalistikken, for det fortjener feltet.
Forhåbentlig vil I, kære læsere, også gøre jeres. Ved at råbe op, når I ser noget usagligt eller farvet. Vel at mærke på en respektfuld måde og ikke bare, når det går ud over netop jeres favorit-produkt.
