BitTorrent fortsætter deres forsøg på at blive en mere legitim tjeneste og lægge endnu mere afstand til det pirateri, mange forbinder firmaet med.
Ud over deres pakke med streamingkanaler, BitTorrent Live, kommer der nu en streamet kanal med nyheder. BitTorrent News bliver et Internet-alternativ til f.eks. CNN, og det er netop fra CNN, kanalen har hentet sin nye leder.
Harrison Bohrman (bill.) er tidligere producer på CNN, hvor han har produceret adskillige Emmy- og Peabody-vindende indslag. Han skal lede lanceringen af BitTorrent News og han er nu i gang med at samle et lille hold af journalister til at få det til at ske. Bohrman har forladt en stilling hos en anden progressiv nyhedsproducent, Viceland, for at tage topjobbet hos BitTorrent News.
Kanalen vil blive lanceret indenfor de næste måneder, for idéen er at komme på banen, inden det amerikanske præsidentvalg for alvor kommer i gang. BitTorrent News ønsker at udnytte valget som et springbræt til at få folks opmærksomhed.
BitTorrent Live kan blandt andet ses via apps på Apple TV, iOS og Android, så det vil formentlig også være der, man kan se den nye nyhedskanal.