Vi var et par stykker på Recordere-redaktionen, der var temmelig begejstrede over en nyhed fra i går.
Da Panasonic officielt annoncerede, at de ville genudgive den legendariske SL-1200-serie af pladespillere, var vi nogle, der blev glade.
Men da Recorderes udsendte gik en Technics-medarbejder hos Panasonic på klingen for at få at vide, hvor meget den rent faktisk kommer til at koste, meldte skuffelsen sig.
Den nye version af den legendariske pladespiller kommer til at koste 4.000 dollar, eller over 27.000 kroner før danske skatter og afgifter. Og nej, der er ikke kun tale om den limited edition-model, som Technics/Panasonic laver 1200 af.
Limited Edition-modellen kommer nemlig til at koste det samme – det bliver bare de første 1200, der aftager pladespilleren, der render af med en limited edition-udgave.
Og at dømme efter antallet af forespørgsler og visitkort, førnævnte Technics-medarbejder havde modtaget, skal man løbe stærkt, hvis man vil sikre sig en af de første 1200 eksemplarer.