Jong Kyun “JK” Shin har ikke længere det daglige ansvar for Samsungs mobildivision. Han har stadig titel af chef for Samsung Electronics, men skal fremover tage sig af mere langsigtede, strategiske beslutninger. Hvilket formentlig er kode for: Sidde på en ubetydelig plads, indtil han selv skrider.
Shin var manden, der personificerede Samsungs smartphones. Den lille sydkoreaner var en af de første chefer fra en stor, asiatisk elektronikproducent, der forsøgte at gøre Steve Jobs og co. kunsten efter ved at stå i spidsen for introduktionen af nye produkter. Hen over årene, som hans engelsk blev bedre og bedre, overtog han mere og mere af værtsrollen ved de store presse-events. Selv om mange stadig havde problemer med at forstå, hvad han sagde.
Shin var også manden, der skabte Samsungs smartphone-position, som den ser ud i dag. På godt og ondt. Han førte mobildivisionen over i smartphone-æraen med stor succes, men i de seneste år er det gået kraftigt ned ad bakke.
Efter en gigantsucces med GALAXY S3, kom GALAXY S4, der ikke rigtig bragte så meget nyt med sig. Men da GALAXY S5 heller ikke gjorde det, og tilmed blev set som havende et kikset ’plastik-læder’-design, gik det helt galt. S5’eren solgte katastrofalt dårligt, og jorden begyndte at brænde under Shin.
Det var GALAXY S6, der skulle redde Shins karriere, og det så ud til at lykkes til at starte med, da GALAXY S6 Edge blev skamrost af anmeldere og brugerne stormede ud for at købe den. Problemet var bare, at JK Shin og hans hold havde produceret for få Edge-modeller og for mange almindelige S6’ere, og det betød, at mange kunder måtte gå forgæves efter den første, og Samsung er brændt inde med alt for mange af den sidste.
Så sidste udkald for JK Shin endte også med at være sidste omgang. Mobildivisionen overtages nu af DJ Koh, der indtil nu har stået for udviklingen af Tizen og Samsung Pay.