De store, etablerede urfirmaer kommer nu for alvor på smarturs-banen.
For nylig har vi set smarture fra TAG Heuer og Swatch, og nu er det så Fossils tur. Det amerikanske accessory-firma har lanceret urmodellen Q Founder, der er et af de Android Wear-ure, der allermest ligner et almindeligt ur.
Det har næsten samme specs som det førnævnte TAG Heuer-ur og det betyder, at der sidder en Intel Atom-CPU i uret i stedet for den sædvanlige chip fra Qualcomm. Den runde skærm er på 1,5 tommer og har en opløsning på 360×326. Hukommelsesmæssigt er der 1GB RAM og 4GB lagerplads.
Designet er dog ikke perfekt. Ligesom Moto 360 er skærmen ikke helt rund, men er skåret af horisontalt i bunden. Der er heller ikke nogen pulsmåler i uret.
Men derudover har Fossil Q Founder en klassisk urdesign-æstetik, og koster ikke det hvide ud af øjnene. Ståludgaven ligger på 295 dollar, eller lige over 2000 kroner omregnet. Udgaven med læder rem er 20 dollar, eller ca. 135 kroner billigere.
Indtil videre kan man kun købe det i USA via Google Store, men Urkompagniet.dk er officiel forhandler af Fossil-ure i Danmark, så mon ikke det dukker op der på et tidspunkt?