Elgiganten overtager service- og reparationsaktøren Infocare Workshop.
Elgigantens norske ejere Elkjøp Nordic AS underskrev 23. oktober en aftale om opkøb af service- og reparationsaktøren Infocare Workshop.
Infocare håndterer 3-400.000 reparationer om året i Norden og har siden 2007 været Elgigantens primære samarbejdspartner indenfor service og reparation af produkter indenfor TV, lyd, IT, tablets og kameraer.
“Opkøbet vil styrke vores servicetilbud til vores kunder ved at sikre effektive reparationer og et endnu bedre tjenestetilbud”, fortæller adm. direktør i Elgiganten Peder Stedal, og fortsætter:
“Folk har aldrig været mere afhængig af deres elektroniske produkter end i dag og det er vigtigt at reparationer går smidigt og effektivt. Dette hører vi også fra vores kunder, som lægger stor vægt på, at det er meget vigtigt at få god hjælp hvis noget skulle gå galt”.
Infocare Workshop har 330 ansatte og omsætter for ca. 284 millioner kroner om året. De har fire værksteder i Norden lokaliseret på Kongsvinger (Norge), i Helsinki (Finland) og i Växsjö og Linköping (Sverige).
Opkøbet er sendt til konkurrencestyrelsen der skal godkende handlen.