Elgiganten vil være danskernes foretrukte elektronikvarehus og ruster sig nu til krigen mod nystartede Power.
Expertkædens nye elektronikkæde Power åbnede første varehus med et brag i Glostrup i august måned, og nu ruster Elgiganten sig til den øgede konkurrence når Power åbner flere butikker.
Elgiganten øgede sidste år omsætningen i Danmark med 5% til 5,3 milliarder kroner og satser benhårdt på fortsat vækst, men er godt klar over at det kræver investeringer i butikker og tilbud.
Derfor får Elgiganten i Danmark lov til at beholde overskudet på 144 millioner kroner til “krigskassen”.
Der spares op til (mod-)angreb.
Sidste år trak ejerne 100 millioner kroner ud af selskabet, men i år får Elgiganten lov at bruge pengene selv.
“Det er vigtigt at have et solidt fundament”, fortæller adm. direktør Peder Stedal til Børsen om pengene.
Det bringer samlet set Elgigantens egenkapital op på over en halv milliard kroner.
Penge der både skal investeres i de nuværende 29 varehuse samt til at bygge flere varehuse over de kommende år.