Mens der stadig er enkelte derude, der ikke engang har opgraderet til HD endnu, spilder tv-producenterne ikke tiden.
For dem, der skal have det bedste og det nyeste, er der nu et 8K-tv på vej.
Det er Sharp, der sætter tv’et til salg i slutningen af næste måned, og modellen hedder LV-85001. Der er masser af plads til de mange pixels, for Sharp-tv’et spreder sin opløsning på 7680 x 4320 over 85 tommer. LV-85001 er naturligvis udstyret med Sharps IGZO-teknologi.
Sharp har vist 8K-skærme frem på forskellige messer i flere år nu, men nu synes japanerne åbenbart, at markedet er klar til 8K.
Det professionelle marked, vel at mærke. For selvom du naturligvis godt kan købe tv’et som privatperson, er der næppe ret meget, du kan bruge den ekstra opløsning til endnu. Tv’et har dog tuner ombord, så det er ikke bare en monitor…selvom tuneren faktisk ikke kan klare 8K-opløsningen, selv hvis et 8K-signal blev transmitteret et sted fra. Så det er nok primært professionelle i videobranchen, der er købere.
Prisen vil nok også afskrække de fleste, private kunder. Den er på 16 millioner Yen, hvilket omregnet til danske kroner svarer til ca. 881.000. Og det er uden moms.