De mange millioner billeder på fotodelings-siden Flickr kan være en fornøjelse at scrolle igennem, hvis man ikke har noget at lave.
Der findes rigtig mange gode amatørfotografer derude.
Men nu kan oplevelsen blive endnu sjovere. Flickr er nemlig på vej i en VR-udgave.
Ved XOXO-festivalen i Portland, Oregon i USA har Flickr i den forløbne weekend vist en tidlig version af VR-versionen af Flickr frem.
Som nogle måske kan forestille sig, er det ikke alle billederne på Flicker, der nu er i virtual reality, men derimod navigationen af dem. Man kan altså så at sige bladre gennem billederne i et tredimensionelt rum, lidt á la man kender det fra adskillige science fiction-film.
Flickr viste dog også nogle speciallavede 360-graders fotos frem, der rent faktisk giver et indtryk af, at man står midt i et stillbillede og kan kigge sig omkring i situationen.
Det viser noget om, hvor vi er på vej hen rent fotomæssigt. Et eksempel er billedet ovenfor af operahuset i Sydney, taget af Flickr-brugeren Mugley.