I debatten om licens fortæller DR at de overvejer både betalingsmur og færre tv-kanaler.
Bølgerne for/imod licens og debat om vi betaler for meget for DR har kørt henover sommeren, også her på recordere.dk, og private medier har beskyldt DR for unfair konkurrence.
Her til aften var DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn interviewet til “Kulturen på NEWS” hvor hun svarede igen på noget af kritikken. Det skriver TV 2.
Reduceret “gratis” DR på nettet
På spørgsmålet om en betalingsmur på dr.dk svarer hun:
“Jeg afviser ikke forslaget. Vi lytter til det, overvejer og analyserer det. Men der er udfordringer, for det bryder med det fundamentale ved public service, nemlig at at alle har fri og uhindret adgang til det. Men vi overvejer det”, fortæller Maria Rørbye Rønn til Kulturen på NEWS.
Til gengæld ønsker hun ikke et slankere DR, altså færre penge. Hun mener det er nødvendigt med “en vis robusthed” for at løfte opgaven med public service.
Færre tv-kanaler
Hvad angår antallet af tv-kanaler så ser DR det som en naturlig udvikling at der bliver færre fremfor flere.
“Om fem-ti år har vi ikke det samme antal tv-kanaler, som vi har i dag”, fortæller Maria Rørbye Rønn i Kulturen på NEWS og fortsætter:
“Den første tv-kanal, der ryger, bliver DR Ultra. Vi kan se, at de unge mellem syv og 12 er de første til at vælge flow-tv fra. Og det går hurtigt. Det er svært at sætte konkret tid på, men det bliver inden for en årrække”.
Så generaldirektøren ser færre tv-kanaler over tid for et uændret budget, og muligvis en betalingsring om en del af dr.dk.
Se også
Baggrund: Sådan fordeles licensen