Nostalgi-gaming ser ud til at være kommet for at blive.
I hvert fald vælter det i denne tid ud med genskabelser af gamle spil, og nu er tiden kommet til ’Kings’s Quest’.
Det nyeste kapitel i serien er en ’reboot’, så den starter med ’Chapter 1: A Knight to Remember’. I den nye version er serien håndtegnet, så den har et grafisk look, der ikke ligner ret mange andre spil. Der skulle være masser af referencer til de gamle spil i de nye, og idéen er, at folk, der spillede King’s Quest som børn, nu kan gøre det med deres børn.
Spillet ser ud til at have fastholdt sin sans for humor, og har blandt andre Christopher ‘Doc’ Lloyd og Robin Williams’ datter, Zelda Williams, på stemme-rollelisten.
Den ultrapopulære adventure-spilserie begyndte så småt med forløberen ’The Wizard and the Princess’ helt tilbage i 1980, hvor den primært var tilgængelig på Atari 400/800 og Apple II. Da disse to maskiner ikke var særlig udbredte i Danmark, var det dog først med King’s Quest: Quest for the Crown, at serien kom hjem i stuerne hos danske Commodore 64-ejere.
Serien fortsatte med at være populær i hele to årtier via bl.a. platforme som Commodore Amiga og IBM pc-kloner, inden den blev lagt ned omkring årtusindeskiftet.
’King’s Quest: A Knight to Remember’ er tilgængelig på PS3/4, Xbox 360/One, Windows og skulle også være på vej til Android.