Microsoft kommer til at gøre et stort nummer ud af den kommende Windows 10-lancering.
Det gør de naturligvis altid, når de lancerer en ny Windows-version, men vi er vant til at en meget stor del af dette foregår i enterprise-verdenen.
Denne gang har Microsoft dog skruet op for forbrugervinkelen. Under overskriften ’Upgrade the World’ bliver d. 29. juli og dagene derefter en stor opgraderingsfest, som man vil kunne opleve i butikker, hvor Microsofts produkter sælges, i reklamer og så videre.
Opgraderingen af verden handler dog også om noget andet. Microsoft har givet 10 millioner dollar til velgørende organisationer, der arbejder på at opgradere verden til en bedre version.
Bloomberg skriver dog, at opgraderingsfesten 29. juli kun bliver for Microsofts fem millioner betatestere, der får den færdige Windows 10 først. Dernæst følger alle andre i en stille og rolig udrulning.
Microsoft har dog også en anden kanal til folket. I forbindelse med lanceringen af Windows 10 skal Surface-tablet’en også have en større udbredelse. Microsoft vil mangedoble antallet af distributører fra nogle få hundrede til flere tusinde, hvilket betyder at Surface bliver langt mere tilgængelig i butikker, der er tættere på forbrugerne.