Danmark er ikke blandt de lande, der får en lokal udgave af Cortana sammen med opgraderingen til Windows 10.
Når Windows 10 lander officielt på næste onsdag, vil den virtuelle assistent kun fungere med lokalt islæt i USA, Storbritannien, Kina, Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien.
Medlemmer af Microsofts Windows Insider-program i Japan, Australien, Canada og Indien vil dog også kunne lege med en lokal Cortana-udgave kort efter opgraderingen. Derudover følger Brasilien, Mexico og en Fransk-Canadisk version senere på året.
Dermed er det lidt uvist, hvornår danske Windows-brugere kan bruge Cortana på dansk. Cortana tegner ellers lovende. Microsoft skriver i et blogindlæg, at de har fintunet Cortana til at fungere efter kulturen i hvert land.
Det betyder blandt andet, at den britiske Cortana har en tør og sarkastisk form for humor, mens den blå Cortana-cirkel kan “bukke” som hilsen i Japan.