Klumme: Før testen af Apple Watch

I denne klumme melder skribenten klart ud omkring forventningerne til Apple Watch og hvorfor han vil gøre ekstra meget ud af objektiviteten, når uret bliver testet.

Som altid, når der i en klumme fra min hånd gives kritik af Apple, kommer der lige en disclaimer for at undgå fanboy-angreb: Jeg er fuldkommen agnostisk, når det gælder de store platforme. Jeg bruger dem alle sammen, for jeg synes der er fordele og ulemper ved dem alle. Lige nu kører jeg med en Android-telefon, fordi jeg bruger et Android Wear-ur, men jeg skriver dette på en MacBook Air og ejer også en iPhone 6.

Jeg har skiftet til Mac, fordi OSX p.t. er bedre til dansk diktering end Windows, og jeg har skadet min højre arm, hvilket gør det umuligt at bruge den til at skrive. Men jeg ligeså glad for mine to Surface’er, som jeg har for mine to iPad mini’er. Så det, der kommer herunder, har altså intet at gøre med at jeg er Apple-hader. Jeg hader ingen af de store platforme. Så skulle det være på plads.

Jeg går p.t. og venter på, at der skal dumpe et Apple Watch ned i min postkasse. Jeg glæder mig til at komme i gang med at teste uret og fortælle Recorderes læsere om det.

Samtidig er jeg faktisk lidt nervøs, for jeg ved jo godt, hvor følelsesladet, debatten omkring Apple-produkter kan blive. Jeg prøver altid at gå så professionelt og objektivt til test-opgaven, som jeg kan, med så lidt forudindtagethed som overhovedet muligt.

“Jeg synes simpelthen, det er tudegrimt”.

Men der er noget ved Apple Watch, jeg har svært ved at komme over. Jeg synes simpelthen, det er tudegrimt. Det er naturligvis en smagssag, og hvad der er tudegrimt for nogle er superlækkert for andre. Og i princippet behøver det ikke have nogen indflydelse på testen af urets funktionalitet.

Jeg tror for eksempel, at jeg vil kommentere på designets æstetik helt separat fra resten af testen – noget, de fleste andre, der har testet uret, ikke har praktiseret. Men det er den eneste måde, jeg føler, at jeg kan så vidt som muligt holde mine smagsmæssige præferencer væk fra den øvrige test.

I det hele taget er jeg en smule irriteret over den måde, den øvrige tech-presse –primært i USA og Storbritannien – har dækket urets lancering på. Der er en hel del déja vu over det. Da iPod i sin tid kom frem, skrev pressen om den, som om der aldrig havde fandtes harddiskbaserede mp3-afspillere før. Men Creative Labs og andre havde allerede været der.

Det samme skete med iPhone, hvor der i mindst tre år før lanceringen havde været touchskærm-baserede smartphones på markedet. Alligevel var debatten i medierne domineret af den forkerte opfattelse, at iPhone var noget helt nyt. Man kan til dels sige det samme om iPad, som kom efter 10 år med tablet-computere. iPad var dog noget lidt mere specielt, fordi den kørte med et mobilt styresystem og ikke havde noget tastatur.

Apples design

Det, der var Apples bidrag til alle disse produkter, var designet. Der var nemlig ingen, der havde lavet produkter i disse kategorier, der var lige så lækre eller nemme at bruge. Og det sidste vil folk som regel gerne betale ekstra for.

Observatører af Apple har sammenlignet lanceringen af Apple Watch med de tre andre, ovenstående lanceringer. Og jeg har lært af bitter erfaring aldrig at undervurdere folks lyst til at købe Apple-produkter. Modsat de tre andre lanceringer har jeg hele tiden troet på, at Apple nok skulle få en stor succes med Apple Watch.

Det sidste er faktisk allerede tilfældet. I rene forudbestillinger har Apple allerede solgt flere smarture end det samlede salg af Android Wear-modeller eller Pebble-ure.

Det salg har dog også været godt hjulpet af, at det samme mønster nu gentager sig: I alle mainstream-medierne tror de, at smarture er en Apple-opfindelse, selvom Android Wear har været på banen i næsten et helt år før Apple Watch. Så er det jo klart, at den brede befolkning ikke ved noget om konkurrenterne.

Lækker dims, men hvad skal det bruges til?

Men selv ikke anerkendte tech-medier går fri. Et af de tilbagevendende temaer i anmeldelserne er, at Apple Watch er en lækker dims, men folk ved ikke rigtigt, hvad de skal bruge den til. Jeg vil vove den påstand, at hvis de samme skribenter havde taget sig tid til at bruge et Android Wear- eller Pebble-ur i længere tid (hvilket der jo har været rig mulighed for, eftersom de begge har været på markedet længe), så ville de ikke være i tvivl.

Som jeg har skrevet i en tidligere klumme (Mig og mit smartur, red), så handler smarture om diskretion.

Det handler om at løse et problem med smartphones, der er af en social natur. Vi er nået til et punkt, hvor det ikke længere er helt så socialt acceptabelt hele tiden at tjekke sin smartphone for at se, om der er rullet nye SMS’er eller emails eller sociale medie-beskeder ind.

Vi bliver sure, når folk kigger på deres smartphones i biografmørket. Når de er uopmærksomme til møder eller lignende, fordi de lige skal se, hvad der sker på Facebook. Eller når der afbryder en samtale, fordi smartphonen brummer, og de lige skal se, hvad der sket.

I mine øjne er smarture en del af løsningen på dette problem. Fordi man lige kan skæve til sit armbåndsur i stedet for at hive hele telefonen op, kommer man ud af vanen med hele tiden at hive smartphonen frem. Man kan lynhurtigt vurdere, om beskeden, der netop har vibreret på ens håndled, er noget, der skal adresseres lige med det samme, eller om det kan vente.

Øvrige funktioner

Udover den sociale gevinst, kommer alle de smarte funktioner, et smartur også kan. Målinger af diverse motions-og helsedata. Hjælp til GPS-navigationen. Muligheden for at indtale sms’er og sende dem uden overhovedet at have smartphonen op af lommen.

Ofte er det helt idiot-enkle funktioner, der har gjort mig kisteglad for de smarture, jeg har haft. En app, der kan få telefonen til at ringe, når jeg ikke kan finde den. Eller funktionen, der fortæller mig, at telefonen nu er uden for rækkevidde, så jeg ved, hvis jeg har glemt den et sted.

Eller muligheden for at slå telefonen på lydløs eller flytilstand fra håndleddet. Nogle gange er lyset fra skærmen på smarturet bare praktisk, når man skal finde et nøglehul eller andre ting i mørke. Og så er der naturligvis musikstyring, styringen af intelligente lyssystemer som Philips Hue, eller noget så banalt som en lommeregner på håndleddet (og ja, jeg var også en af dem, der havde et lommeregner-digitalur på et tidspunkt).

Check-in

En af de bedste oplevelser, jeg har haft, var med flyselskabet Deltas app til Android Wear. Ligesom med deres smartphone-app, kan man få en QR- kode op på urets skærm, som så blot kan scannes, når man skal ombord på et fly.

Første gang jeg gjorde det, var det i en kø, hvor dem før mig scannede deres smartphones. Da jeg stak armen ind under scanneren og den lystigt bippede og accepterede min QR-kode, udbrød Delta-medarbejderen ved scanneren: ”Hold da kæft! Velkommen om bord, Agent 007!”

Så jeg ser det faktisk som et udtryk for, at visse anmeldere ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, når de ikke kan se, hvad de skal bruge Apple Watch til – men kan blive ovenud begejstret over ting, som man har kunnet på Android Wear længe.

Desværre tror jeg, at især mange amerikanske medier lader Android-brugere teste Android Wear, og iPhone-brugere teste Apple Watch. På den måde går både sammenligningsgrundlaget og historikken tabt, for slet ikke at tale om objektiviteten.

Det ville klæde disse anmeldere at få nogle flere smarturs-erfaringer ude i den virkelige verden, før de laver en vurdering. En anden fed oplevelse var f.eks., da jeg var til fest hos en af mine venner, og en af deltagerne komplimenterede mit ur. Den aften havde jeg mit LG G Watch R på. Men hun havde faktisk ikke engang opdaget, at der var tale om et smartur. Hun syntes bare, det var et lækkert ur. Og det var lige præcis, hvad jeg gerne ville have.

Sort skærm?

Før G Watch R gik jeg mest med Motorolas Moto360-ur, der ligesom LG-uret, er rundt. Men Moto360 har ikke batterilevetid nok til at kunne vise urskiven hele tiden. Det betyder, at man det meste af tiden går rundt med en sort klods på håndleddet i stedet for et ur. Eller sådan ser det i hvert fald ud udefra.

Hvis hele ideen med smarture er diskretion og at øge den sociale accept af smartphone-brug, nytter det ikke ret meget, at det man har på håndleddet gør opmærksom på sig selv.

Og det er her, jeg har et problem i mine forventninger til Apple Watch. Alle anmeldelserne siger, at batterilevetiden er bedre end forventet, så måske kan Apple Watch sagtens vise urskive hele tiden i stedet for at gøre skærmen sort, når man ikke ser på den. Men så opstår der imidlertid et andet problem. Fordi Apple Watch er løbet med al opmærksomheden, ved de fleste, hvordan det ser ud.

Med andre ord vil Apple Watch ikke kunne forveksles med et almindeligt ur, og man vil altid blive genkendt som en, der går med Apple-ur. Der er sikkert stadig nogle, der synes, at der er status i Apple-produkter. Men som man kan læse i disclaimeren ovenfor, er jeg ikke en af dem.

Hey, sexy?

Især fordi – for nu at slutte cirklen – jeg synes, som nævnt nævnt tidligere, at Apple Watch er tudegrimt. Det er det første Apple-produkt, jeg har set, hvor jeg har tænkt ”Hold kæft, hvor er det grimt” i stedet for ”Wow, hvor sexet”, da jeg så det første gang.

Der kan dog ske meget endnu. Selvom billeder siger mere end 1000 ord, er de kun repræsentationer af virkeligheden. Det kan sagtens være, jeg får suget i maven, når først, Apple Watch rent faktisk lander på mit håndled.

Jeg har dog også bestilt LGs nye Watch Urbane, der er det flotteste smarrtur, jeg til dato har set. Men måske er det grimmere i virkeligheden.

Men netop fordi, det kun er meget få tests af Apple Watch, der indtil nu er baseret på en objektiv, real-world brug af smarture, vil jeg gøre mit yderste for at prøve at glemme, hvor grimt jeg synes, Apple Watch er. Det ser jo ud som om, det kan en masse ting, der gør det til en suveræn partner i interaktionen med ens smartphone.

Ellers er jeg sikker på, at Recorderes læsere nok skal gøre mig opmærksom på, hvis min objektivitet er kompromitteret. Nu er I advaret.