Tidal er ejet af kunstnerne selv, og det hedder sig, at det er til fordel for alle. I denne klumme udfordrer skribenten dog den antagelse og vurderer, om Tidal-drømmen #TidalForAll netop blot er en drøm.
Aspiro ? og dermed musikstreamingtjenesten WiMP og dens internationale udgave Tidal – er som bekendt ablevet solgt til et hold bestående af en flok musikere ledet af rapperen Jay-Z.
Blandt musikerholdet er der mange af de helt store stjerner, lige fra Madonna over Alicia Keys til Kanye West, medlemmer af Coldplay og Arcade Fire og mange andre.
De har brugt lanceringen til at tale om musikeres rettigheder og om at få musikkens værdi tilbage i de betalinger, vi alle foretager os for musikken på den ene eller den anden måde.
Tidal kan lave højest lave buler i lakken
Men selvom det er et værdigt formål, så er det nok også klart for enhver, at der er tale om en Quijotiansk kamp mod vindmøller. Hvis Tidal-holdet tror, de kommer til at ændre på tingenes gang, kan de formentlig tro om igen. De kommer allerhøjst til at lave en bule i lakken på musikkens udvikling.
Hvis man tager de kulturelle briller på, er dette en skam. Mere indflydelse fra musikernes side ville formentlig have bidraget positivt til det kvaliteten af det udbud, vi kan få på streaming ? der nok af de fleste anses for at være vejen frem i forhold til downloads eller fysiske medier.
Inputs fra musikerne ville åbne mange muligheder f.eks. for at kigge ind bag kulisserne og se musikernes proces. Tidlige demoer af sange kunne f.eks. blive lagt ud som teasere før den færdige version i stedet for altid at komme på bagefter som ekstra tracks.
Bands kunne, som visse allerede gør, optage alle deres koncerter og gøre dem tilgængelige, når de vil. Jo, der er mange ting, der kunne være sjovere, hvis musikerne styrede streamingtjenesterne helt selv.
Mange musikere kontrollerer ikke egen musik
Problemet er bare, at det er de færreste musikere, der har den slags kontrol med deres musik.
I langt de fleste tilfælde ? især hos amerikanske musikere ? kontrolleres rettighederne af et pladeselskab eller en musikforlægger/publisher. Og de kan altid stikke en kæp i hjulet for musikernes ønsker. I mange tilfælder har selskabere forbeholdt sig retten til at protestere, hvis der er en eller anden form for marketing-tiltag, de ikke bryder sig om.
Hvis f.eks. deres kunstner siger noget til en af de føromtalte koncerter, der ikke lige passer ind i krammet på pladeselskabets image-opbygning af kunstneren, så bliver der lukket for kasse ét.
I de senere år har rigtig mange også store kunstnere beholdt deres rettigheder eller købt deres bagkatalog fri for netop at kunne gøre med det, hvad de vil. Det kunne jo f.eks. sagtens være, at kunstneren vil opkræve mere fra Spotify end fra iTunes, på grund af førstnævntes ejerstruktur.
Måske er en musiktjeneste ejet af nogle folk, man er så moralsk eller politisk uenig med, at man ikke ønsker at være repræsenteret der.
Musik-historie med protester
Musikhistorien er fuld af den slags protester, fra Taylor Swifts nylige exit fra Spotify til dengang Bjørn og Benny fra Abba sagsøgte Dansk Folkeparti for at have brugt ?Mamma Mia? med en ny Pia Kjærsgaards-hyldende tekst ved en af deres årsmøder.
For musikere, komponister og sangskrivere er det netop der, pladeselskaber og publishere virker som et værn mod, at deres materiale bliver brugt på måder, de ikke bryder sig om.
Men omvendt tager de sig også betalt for det, og stiller visse betingelser for at kunne markedsføre kunstneren ordentligt.
Og det er her, Tidal-drømmen har et problem.
Drømmen lever
For det lyder jo godt: En streamingtjeneste, hvor musikerne selv styrer tingene, og hvor musikken præsenteres i en HiFi-kvalitet, både de og vi kan være tilfredse med.
Hvis idéerne fra WiMP overlever, vil der endda være kyndige musikelskere, der laver playlister, skrive artikler og anbefaler musik til kunderne. Hvad mere kunne man ønske sig?
Tja, hvis man gerne vil have drømmen til at leve, skal man ønske sig en anden virkelighed for musikmarkedet og et kapitalistisk samfund. Jay-Z og de andre har mange penge ? RIGTIG mange penge. Men det er intet i forhold til f.eks. Apple og Google, der begge er i det samme marked som Tidal.
Og især førstnævnte er en stor trussel.
“Kunstervenlige” Apple underbyder
Apple har fra dag 1 pralet af at være kunstnervenlige, men har været lige det modsatte.
Musikerorganisationer på stribe fra begge sider af Atlanten har krævet mere i udbetaling pr. downloadet sang, for at kunne give musikere, der ikke er superstjerner, men blot populære, mulighed for at opnå en lav middelklasseløn.
Andre har krævet, at iTunes behandler deres materiale med respekt i forhold til det kunstneriske udtryk. Apple har i begge tilfælde givet kunstnerne en stor, fed fuck-finger lige i ansigtet, fordi de havde/har de facto monopol på musikdownloads.
KODA
Man bør stadig ihukomme, hvordan Apple åbnede i Danmark:
De sendte musikerorganisationerne, hvis tilladelse, de faktisk skulle have for at begynde at sælge musik digitalt på det danske Internet, en fax 48 timer før opstarten, hvor de dikterede, at f.eks. den der har skrevet musik og tekst kunne få 10% i royalty.
WIPOs internationale standard, som alle andre levede op til, var 12%, men det nægtede Apple at give, og truede med at gå til pressen, hvis ikke bl.a. KODA makkede ret. KODA responderede ret køligt. Som en insider sagde til mig dengang, grinende:
?Det er ikke ligefrem fordi KODAs ry kan blive dårligere end det er nu?.
KODA gav Apple lov til at åbne under forudsætning af, at man aftalte afregningerne senere. Det har Apple så været usædvanligt sløve til.
Apple rygtes at arbejde på eksklusive aftaler
Og så er der naturligvis de lidt mere celebre eksempler, som da Pink Floyd måtte sagsøge Apple for sikre sig, at deres albums kun blev solgt som hele albums ? sådan som de var tiltænkt ? og ikke som enkelte tracks.
Nu er vi så en situation, hvor Apple har købt et andet musiker-ejet brand, nemlig Beats, og forventes at afsløre en ny streamingtjeneste baseret derpå til juni.
Rygterne siger, at Jimmy Iovine fra Beats lige nu er i gang med at indgå specialaftaler om eksklusive produkter (herunder de Taylor Swift-ting, som ikke kan findes på Spotify), sådan at Apple/iTunes/Beats-tjenesten kan dominere markedet igen.
Her skal man huske, Jimmy Iovine ikke er kunstner. Han er pladeselskabsmand først og fremmest. Og de samtaler, han har, er næppe med de enkelte kunstnere, men derimod med deres pladselskaber og publishere.
Kampen om at have de bedste kunstnere i folden
Problemet er altså, at en eventuel kommende krig mellem Apple/Beats og Tidal om hvem, der har de mest eksklusive musiktilbud, kan blive vundet hen over hovedet på kunstnerne. Selv de kunstnere, der er i ejerkredsen omkring Tidal, men som samtidig har pladekontrakter ude i byen, er bundet af disse kontrakter.
Eller sagt på en anden måde: Hvis Alicia Keys gerne vil udgive noget, hun har lavet i sit sommerhus som et lege-projekt, kan pladeselskabet komme i mellem. Og de kan insistere på, at de har en aftale med Apple/Beats om at de får alt eksklusivt ekstramaterial med Alicia Keys, selvom hun hellere vil udgive det på Tidal, som hun er medejer af.
Som nævnt er mange kunstnere nu blevet uafhængige med deres egne pladeselskaber. Mange har købt deres bagkatalog fri til at gøre med dem, hvad de vil.
Men hvis Madonna vil lave nye remixes af f.eks. hendes første par albums og udsende dem på TIdal, skal hun forbi Sony, som vist stadig ejer rettighederne til disse tracks. Selvom Coldplay er medejere af Tidal, kan EMI stikke en kæp i hjulet i forhold til eksklusive ekstra tracks.
Drømmen der kan forblive en drøm
Med andre ord: Bare fordi en flok musikere ejer en streamingtjeneste, får de desværre ikke nødvendigvis mere kontrol med, hvad der sker med deres musik.
Tidal-drømmen om et sted, hvor musikerne får tingene på deres præmisser, er nok stadig blot en drøm. Med mindre ? og det tror jeg faktisk sagtens kunne blive et fremtidsscenarie ? Apple vælger at købe Tidal, efter støvet har lagt sig.
Uanset hvad bliver det også spændende at se, hvad der sker med tjenester som Spotify og Deezer, når de skal konkurrere med to tjenester, der begge kommer til at udbyde eksklusivt content i massevis.
Advokaterne, der forhandler musikrettigheder, bliver næppe arbejdsløse lige foreløbig.
