Man skulle jo tro, at man får en bedre skærm, når man betaler flere penge for den.
Men sådan er det angiveligt ikke fat med Apple Watch. I hvert fald ikke ifølge DisplayMate, der har testet skærmen på Sport-udgaven af Apple Watch op mod den “almindelige” ( men også dyrere) version.
Ifølge deres test er skærmen på den billige model den bedste. Det har ikke noget med selve skærmteknologien at gøre, men derimod med det glas, der er brugt.
På den dyre version er der brugt safirglas for at sikre, at uret er mere stød- og ridsesikkert. På det billige ur er der i stedet brugt Ion-X-glas. Og ifølge DisplayMate er der langt mere genskin og reflektering i safirglasset.
Det betyder, at det faktisk er sværere at se på den dyre version ude i dagslys, end det er at se på den billige version. Måske er det en af grundene til, at Apple valgte at kalde den sidstnævnte udgave for “Sport” – det lyder som noget, udendørsfolket vil lade sig tiltrække af.
Der er et Apple Watch på vej til Recordere-redaktionen til test, men det er udgaven med safirglasset, så det vil vi naturligvis tage højde for i testen.