Tabet af Verdo er endnu et søm i Waoo’ ligkiste. Analytiker mener at TV- og internet-leverandørens dage er talte.
Waoo blev startet som elselskabernes fælles selskab for internetforbindelser og TV, men tilslutningen smuldrer.
Da Stofa stod med et “Til Salg” skilt, der havde elselskaberne mulighed for at købe i fællesskab. Men de kunne ikke blive enige dengang, og enden blev at energiselskabet Sydenergi (SE) sprang til og købte Stofa.
Dermed mistede Waoo de syd- og sønderjyske kunder.
Senere sprang trekantsområdets energiselskab TreFor fra, og solgte deres drift og indholdsleverancer til TDC.
I dag kunne Stofa og Verdo så meddele at Randers og Hobro får Stofa som ny leverandør.
Analytiker: Waoo går i opløsning
Senioranalytiker i Sydbank, Morten Imsgard, der bl.a. har TDC som et af sine ansvarsområder, er i dag ude med dystre forudsigelser om at Waoo er på vej i opløsning.
“Jeg tror, Waoo kommer til at gå i opløsning, og at stumperne samles op af Stofa og TDC”, fortæller Morten Imsgard til Ritzau Finans, og fortsætter:
“Den dag, Trefor steg ud af Waoo, begyndte man at kunne ane skriften på væggen for det foretagende. Det har været umuligt at samle elselskaberne på landsplan i en koordineret indsats mod TDC, og det erkender de nu én for én”.
Waoo beklager den seneste udvikling, men bedyrer at arbejdet blandt de tilbageværende fortsætter som normalt.