Nu har Microsoft lanceret sit svar på Google Play Music.
I hvert fald den del af Googles tjeneste, der giver dig mulighed for at uploade 50.000 musikfiler til dit sky-drev og streame dem på forskellige enheder.
I Microsofts verden skal man bruge Xbox Music-appen, der både kan findes på Xbox, Windows Phone 8.1. og så naturligvis Windows 8-computere.
Dog ser det foreløbig kun ud til, at tjenesten understøtter mp3, m4a og WMA. Man skal altså ikke forvente at kunne pakke f.eks. FLAC-filer ud via tjenesten.
Der er også tvivl om, hvorvidt og i givet fald hvornår, tjenesten bliver tilgængelig på iOS- og Android-versionerne af Xbox Music.
Det er til gengæld helt gratis, og er man i forvejen Music Pass-kunde hos Microsoft, får man 100 GB til rådighed til ens musik.