Som om Samsung ikke havde nok at se til med “damage control”, så er en ny prekær sag dukket op i den engelsktalende del af verden.
Oveni sagen om lydoptagelser fra hjem med et Samsung Smart TV, er der dukket en ny prekær sag op for Samsung.
Denne gang i engelsktalende lande som USA og Australien, og handler om reklamer. Det skriver The Verge.
Rapporter herfra tyder på at Samsung nu aktivt eksperimenterer med pop-up reklamer som en del af deres Smart TV, og det også på brugernes eget indhold.
I Australien klager Samsung-brugere over at der dukker Pepsi-reklamer op hvert 20-30 minut, blandt andet når de bruger app’en til deres Plex mediecenter.
I USA har der, over flere omgange, været klager over at Yahoo-app i Samsung Smart TV er begyndt at indsætte pop-up reklamer.
Undskyld Australien, det var en fejl
Samsung i Australien fortæller til CNET, at der er sket en fejl i forbindelse med en software-opdatering af deres TV, hvor australiere har fået en udgave af softwaren der ikke var tiltænkt dem.
I USA har Samsung i samarbejde med Yahoo, arbejdet på en mulighed for at brugerne kan sige fra overfor reklamerne, men her lyder kritikken at “den er godt gemt”.
Ikke alene er muligheden for at sige fra gemt væk langt inde i menu-strukturen, selve sproget på siden er bevidst skrevet forvirrende for at tricke brugerne, fortæller The Verge. Som om de lægger et røgslør henover muligheden for fravalg.
Kun få muligheder for at sige fra
Selvom det er noget helt andet, end den verserende sag om brug af optagelser fra hjemmet af Samsung & Co., så er der en parallel:
Manglende åbenhed, med ingen eller kun få muligheder for at sige fra, og et røgslør ovenpå i form af kryptiske formuleringer i brugerbetingelser mv.
På den baggrund kan Samsung-kunder let komme til at “give samtykke” til noget de ikke forstår.