En ny samarbejdsaftale, med millioner i ryggen, skal sende telefoni og internet tilbage på skinnerne.
En ny samarbejdsaftale imellem Banedanmark, DSB, Arriva og landets største teleoperatører, skal sende internet og telefoni på skinnerne. Det skriver Politiken.
Brugere af de danske tog vil nok nikke genkendende til, at det kan være så som så med en stabil dækning til internet og telefoni inde i togvognene.
Det er ikke første gang vi hører at der skal gøres noget ved det, men indtil videre er det blevet ved tanken. Indtil nu, hvor der endelig ser ud til at komme realiteter bag ordene.
I januar 2014 afsatte regeringen, sammen med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti en pulje fra Togfonden til at forbedre netop dét. Med den nye samarbejdsaftale kan pengene komme i arbejde, sammen med nye investeringer fra telebranchen.
“Vi er selvfølgelig rigtig glade for den enighed og opbakning, der er blandt alle parter til at skabe en bedre mobil- og internetdækning i togene. Vi går konstruktivt og positivt ind i det videre arbejde og håber på, at enigheden hurtigt udmønter sig i konkrete aftaler”, fortæller Jakob Willer, direktør for Teleindustrien, til Politiken.
Første mod bedre mobildækning på skinnerne er repeatere inde i togvognene, der forstærker og videresender signalerne. Næste skridt er flere mobilmaster langs skinnerne, og endelig er der planer om gratis WiFi på alle stationer.
Tidshorisonten for hele projektet er 3 år.