Forside * Nyheder

LGs nye smartur kommer i LTE-version

-

Da vi først hørte om LG G Watch Urbane, var det primært designet, det handlede om.

Det kommende smartur fra LG er lavet i et eksklusivt metaldesign, der i endnu højere grad end før ligner et rigtigt ur.

Nu viser det sig, at LG har mere i ærmet. G Watch Urbane kommer nemlig ikke blot i en udgave, der forbinder sig til din Android-smartphone via Android Wear-platformen. Det kommer også i en version, der ikke har Android Wear ombord.

Denne udgave kører med et proprietært styresystem, lavet af LG (men angiveligt ikke baseret på WebOS, som ellers sidder i LGs smart-tv’er). Det betyder, at der har været plads til at sætte en LTE-antenne i smarturet, og uret kan dermed gå på nettet uafhængigt af en smartphone.

Ligesom Samsungs GEAR S vil man formentlig kunne foretage stemmeopkald via data og naturligvis gå på nettet, sende emails, opdatere sociale medier og så videre direkte fra uret.

Det store spørgsmål er, om G Watch Urbane kommer til at se ens ud i begge versioner. I givet fald vil LG have opnået noget, som deres sydkoreanske konkurrent Samsung ikke har kunnet endnu: Lave et uafhængigt smartur, der ikke er en stor klods på håndleddet.

Men det finder vi alle sammen ud af, når LG holder deres MWC-pressemøde om få dage.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.